Home Arrangementer Nothing Beside Remains – ny udstilling på Regelbau 411

Nothing Beside Remains – ny udstilling på Regelbau 411

0
Nothing Beside Remains – ny udstilling på Regelbau 411
Udstilling af Lise Autogena & Joshua Portway 9. oktober 2021 til 2. januar 2022, hver dag fra 10-17 på Regelbau

Udstillingen Nothing Beside Remains af Lise Autogena & Joshua Portway er en refleksion over tidens gang, magtens forgængelighed og ruinens anatomi i en verden, hvor menneskets status som naturens ubestridte hersker står for fald.

De udstillede værker undersøger menneskets forhold til komplekse systemers kollaps: fra romantiske digte om herskesyge tyranners hedengangne imperier, over selvorganiserede myrekolonier til det samlede økosystems mulige sammenbrud.

Med udgangspunkt i en krydsdiciplinær tilgang til kunsten præsenteres de besøgende for visualiseringer af komplekse datamængder, rekreation af en såkaldt myremølle og en langsom oversvømmelse af Regelbau 411’s bunker kalibreret efter verdenshavenes tiltagende vandstande.

Fælles for værkerne er spørgsmålet om de ændrede tidshorisonter, der indvarsles med begrebet om det antropocæne. Hvordan forholder vi os til spørgsmålet om magt og endelighed, når menneskets historie træder frem i lyset af planetariske processer med ubegribelige fremtidsperspektiver? Hvordan påvirker det vores selvopfattelse, når menneskets timer, dage, uger og år ikke længere er altings målestok?

Regelbau 411’s bunkere danner et ledemotiv for udstillingen, der minder os om ruinen som den gradvise negation af alting bestandigt: tidens ørken træder frem som Oddesunds udstrakte strande, hvor alting møder os som spredte fragmenter på vej mod den endelige opløsning.

Om kunstnerne
Lise Autogena (DK) og Joshua Portway (UK) er baseret i London og har arbejdet sammen siden starten af 1990’erne, ofte med et stedspecifikt fokus og totalinstallatoriske værker. Med udgangspunkt i en krydsdisciplinær tilgang til kunsten undersøger Autogena & Portway spørgsmålet om komplekse systemers betydning for mennesket og dets omgivelser gennem kunst, teknologi og videnskab.

Udstillingen Nothing Beside Remains er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Færchfonden, Det Obelske Familiefond, Lemvigh-Müller Fonden og Nordisk Kulturfond.

Pressemeddelelse/Regelbau 411

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here