Home Nyheder Julehjælpen blev delt ud med smil og glæde

Julehjælpen blev delt ud med smil og glæde

0
Julehjælpen blev delt ud med smil og glæde

Struer Aktivitetscenter i den gamle borgerskole var i dag rammen om den årlige uddeling af julehjælp til sårbare borgere. Det summede af liv og glæde. De frivillige sørgede for at holde styr på det hele og glade borgere tog derfra med den hjælp, som sikrer at de kan få en god juleaften.

– Der er 165 modtagere i år, som er rekordmange. 133 modtog i 2021, hvilket også var rekord. Heldigvis har vi også fået rekordstore og -mange donationer i år, fortæller Rasmus Beltofte, som er daglig leder af Struer Frivilligcenter.

– I alt fik vi 197 ansøgere. Blandt dem der ikke får, skyldes de fleste, at de har søgt og får fra kirkernes julehjælp, som vi samarbejder med. Andre har 2 ansøgninger fra samme husstand, nogle måske fordi to forskellige medarbejdere fra kommunen har hjulpet dem. Og endelig er der enkelte, som ikke lever op til kriterierne, fx med al for høj indkomst, forklarer han.

Modtagerne skal være i en økonomisk og social svær situation, hvor julehjælpen samtidig kan gøre en positiv forskel. I og med borgerne selv søger – nogle bliver prikket og hjulpet – er det op til borgerne selv at vurdere, om de lever op til kriterierne. De fleste er udenfor arbejdsmarkedet og har andre udfordringer at kæmpe med end ledighed alene. Men der er også studerende og pensionister iblandt og enkelte med fx et lavtlønsjob på deltid.

– Vi har aftalt overordnede kriterier i et udvalg med de 3 mest relevante centre i kommunen samt Røde Kors og spørgsmålene i ansøgningsskemaet afspejler dette. Vi tjekker selvfølgelig op på de indkomne oplysninger, ved tvivl og stikprøve osv., fortæller Rasmus Beltofte.

Et samarbejde

Julehjælpen er især et samarbejde mellem Røde Kors, Struer Frivilligcenter og Struer Kommune. Røde Kors står for hovedparten af indsamlinger og donationer, frivilligcentret står for ansøgningssystemet og koordinerer arbejdet, mens mange medarbejdere ved kommunen hjælper borgerne med at ansøge. Men en lang række bidrager til julehjælpen.

– I år det Røde Kors Struer, Røde Kors DK, Meny Struer, Coop, Spar Humlum og KFI, Gråbølfonden, Marie og Andreas Dahls Mindelegat, Rotary Struer og Inner Wheel Struer, fortæller Rasmus Beltofte og fortsætter:

– Dansk Folkehjælp Struer-Lemvig, FH Vestjylland, Asp Friplejehjem og Mariehønen, Struer Gymnasium som har givet økonomiske donationer, Røde Kors Butikken Struer, Kirkens Korshær Genbrug Struer og Thyholm Genbrug har givet gavekort til genbrug, Ole Nielsen i Humlum og Holst Trees i Hjerm har doneret juletræer, Dansk Metal Nordvestjylland legetøj. Dertil kommer private og anonyme donationer, forklarer han.

– i Struer Kommune har vi kun 2 større julehjælpsprojekter, vores og kirkernes. Det betyder, at vi kan samarbejde og det gør vi så. Efter ansøgsningsfristen mødes vi og fordeler de ansøgere, som har søgt begge steder. Når folk er i en svær situation, kan vi ikke fortænke dem i at søge flere steder, for ingen udsteder jo en garanti for julehjælp. Med vores samarbejde og fordeling kan vi til gengæld hjælpe endnu flere, fortæller Rasmus Beltofte.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Rasmus Beltofte, daglig leder af Frivilligcenter Struer

De fleste julehjælpsprojekter nationalt giver kun til forsørgere med børn. Nogle sågar kun til enlige forsørgere. De fleste af vores ansøgere har børn under 18 år, men et stigende antal og især i år har endnu ikke eller ikke længere hjemmeboende børn. I år har vi fx set flere pensionister end før og det tilskriver vi de stigende fødevare- og energipriser, lyder det fra Rasmus Beltofte.

I gang siden 1. november

Hos Røde Kors i Struer har man været i gang med arbejdet forud for uddelingen af julehjælpen, siden d. 1 november.

– Det er et stort stykke arbejde som hvert år skal gøres, det er nu gjort i gennem ni år, fortæller Leif Kristensen, formand for Røde Kors i Struer.

Formanden har selv været aktiv i Røde Kors i det man nærmest kunne kalde en menneskealder. For tre år siden fik Leif Kristensen en nål som symboliserer at han havde været aktiv i Røde Kors i hele 40 år, og her i det 43. år af sit virke er der ikke slækket det mindste på lysten til at gøre et stykke frivilligt arbejde som nytter.

– En del af vores overskud fra Røde Kors butikken i Struer, bruges på julehjælpen, men derudover er der som Rasmus Beltofte har forklaret en hel del som hvert år trofast bidrager til at det her er muligt, i alt anslår vi at der uddeles julehjælp i Struer for omkring en kvart million kroner, fortæller Leif Kristensen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Leif Kristensen ses til venstre

Det giver en glæde af kunne hjælpe

Frivilligcenter Struer løfter sammen med Røde Kors det store arbejde for at kunne uddele julehjælpen, og vi spurgte næstformanden om hvorfor det er et vigtigt stykke arbejde.

– Det er vigtigt for os at hjælpe dem, der af en eller anden årsag har behov for det. Det giver en glæde at kunne hjælpe – man bliver glad indeni, når man gør en forskel, sådan er det jo med frivilligt arbejde og det er vigtigt for Frivilligcenter Struer.

Det er også en overvindelse for mange at søge julehjælp, men sådan en situation kan alle ende i.

– Måske skete det en dag, at man selv kunne stå i en situation, som krævede hjælp af frivillige og så ville det gøre en stor forskel om andre så havde lyst at hjælpe mig, fortæller Anita Zacho Villadsen, næstformand for Frivilligcenter Struer.

Billeder.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here