Home Nyheder Heine og hans Honda har været igennem 17 dages race gennem 6 lande i Gibraltar Race.

Heine og hans Honda har været igennem 17 dages race gennem 6 lande i Gibraltar Race.

0
Heine og hans Honda har været igennem 17 dages race gennem 6 lande i Gibraltar Race.

Som den første danske motorcykelkører har Heine Sakskjær, Struer, gennemført det 7000 km lange Gibraltar Race, der starter i Polen og ender i Spanien.

“Det er lidt af en drengedrøm, at komme ud at køre de løb. Det er en udfordring, at se, hvad man kan og ikke kan,” siger Heine Sakskjær om hvorfor han har kastet sig ud i deltagelsen i racet.

“Så jeg tænkte, at det skulle prøves. Dakar er uoverskueligt rent økonomisk, og jeg har ingen idé om niveauet i det løb. Og i det løb kører de på små cykler og jeg kan godt lide at køre på store cykler, “fortæller Heine. Og det kan stadig høres, at han er “høj” af sin oplevelse. “Så Gibraltar Race passede lige til mig.”

Det koster

“Nu valgte jeg at bo på hotel og bestille morgenmad og aftensmad. Det har sammen med tilmeldingen nok kostet mig 25.000,” siger Heine Sakskjær. “Og så oven i det også ca. 25.000 til benzin, vejafgifter, middagsmad, hotel før og efter løbet, samt køreturen derned og hjem.”

Dertil har Heine Sakskjær haft en udgift på 25.000 kr. til reservedele, som han dog ikke fik brug for, da Hondaen holdt hele vejen.

Heine Sakskjærs Honda, nr. 27

Hondaen har stået i ca. 250.000 kr. Godt nok bruger Heine sin motorcykel til daglig, men den blev købt med Gibraltar Race. Den blev købt i november sidste år, samtidig med at Heine tilmeldte sig løbet, hvorefter han gik i gang med at bygge den op til løbet.

“For mig gjaldt det om at finde noget, der kunne holde fra start til slut. Og jeg har haft en Honda før, så jeg kendte holdbarheden,” fortæller motorcyklisten fra Struer. “Jeg skulle have noget, jeg ikke skulle stå og skrue i tidligt og sent. Og det havde jeg fået. Ikke en eneste gang måtte jeg have værktøjet frem.”

Gibraltar Race

Løbet startede den 21. juni i Polen, og efter 17 dage sluttede det ved fyrtårnet i Fisterra i Spanien ved Caminoens kilometer nul.
Da havde løbet været igennem Tjekkiet, Tyskland, Italien, Frankrig Andorra og ind i Spanien.

“Vi har stort set været igennem alle bjergkæderne i Europa. Og et har været en enestående oplevelse. Vi har kørt i skove, vi har kørt i grus og gennem floder. Vi har været steder, der var så smukke, at man tabte underkæben og nærmest holdt stille bare for at se.” Men det går jo ikke at holde stille, så videre, videre.

Når rytterne stod op om morgenen kendte ikke dagens rute. Fem minutter før start fik de udleveret deres GPS, hvor der var lagt nogle “spor” ind, der så skulle følges.

“Så lad os sige at du hver morgen starter med at køre på landevej. Så kører vi ud til offroad sektionen inden for en given tid. På offroad sektionen er der så nogle punkter, vi skal finde i den rigtige rækkefølge, ligesom i et orienteringsløb” forklarer Heine Sakskjær. “Når du har nået sidste punkt, går det videre ad landevejen til næste offroad sektion.”

Væltede på første etape og fik Fair Play prisen

“Jeg startede med at vælte, allerede på dag 1. Jeg lavede en kørefejl og fik et ret voldsomt styrt. Jeg styrtede faktisk to gange på dag et,” indrømmer Heine Sakskjær, men det var så også de to eneste gange, han væltede under den lange tur.

“Og de første to dage efter undgik jeg faktisk lægen, så jeg ikke risikerede at blive sendt hjem. Målet for mig var at stille op og gennemføre, og målet var jo ikke nået, så det kunne ikke være tale om at trække sig ud. Det betød, at de første par dage virkelig var hårde for mig. Men jeg ville igennem” siger Heine Sakskjær, der sluttede som nr. 25 i løbet.

“Men havde jeg ikke styrtet var min placering blevet væsentligt bedre. Og jeg var nok for flink til at hjælpe andre med skader eller ryttere, der sad fast. Jeg hjalp rigtig mange, og det gik jo også ud over min placering,” mener Heine Sakskjær.

“Men det betød ikke så meget, da jeg sidste dag blev kaldt ind på scenen for at modtage Fair Play prisen. Så lige på det tidspunkt var det ligemeget med min placering,” siger den eneste dansker, der har gennemført Gibraltar Race.

Det har været en så stor oplevelse at Heine Sakskjær godt kunne finde på, at gøre det igen: “100 procent.”

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here