UGENS FRIVILLIG – 10 uger med skulderklap til frivillige ildsjæle

Struer Nyheder Struer Aktivitetscenter-Frivilligcenter
Foto: 2pos

Pga. COVID-19 blev nytårskuren 2021 for frivillige i Struer aflyst og mange priser uddeles derfor ikke. Fx  Frivillighedsprisen som Struer Frivilligcenter har været med til at uddele. Men mere end nogensinde skylder vi  vores frivillige ildsjæle, som fortsat gør en kæmpe forskel en særlig tak og et ekstra skulderklap for deres indsats.  

Derfor har vi i Struer Frivilligcenter m.fl. taget et nyt initiativ – ugens frivillig. Ugens Frivillig er en konkurrence,  hvor alle borgere fra 8. marts og 10 uger frem kan nominere en frivillig, som fortjener ekstra anerkendelse. Hver  uge finder Struer Frivilligcenter så en vinder blandt de nominerede, ligesom en ny runde nomineringer starter.  

Frivillighed i en coronatid  

De sidste 10 år har Struer Frivilligcenter og Socialudvalget årligt uddelt Frivilligprisen for en særlig indsats på  socialområdet. Tilsvarende er der uddelt priser blandt ledere og ildsjæle inden for idrætten, spejdere m.m. Priser  som vi pga. COVID-19 restriktionerne ikke kan uddele i år.  

Lige nu er der næppe nogen, hvis hverdag ikke er berørt af corona. Og COVID-19 har også forandret  frivilligheden. Foreninger og frivillige har i hele 2020 fundet løsninger på hvordan hverdagen kan tilpasses  udfordringerne i en tid, hvor næsten alle aktiviteter er på standby. Det betyder, at vi mere end nogensinde før,  skylder de frivillige ildsjæle, som fortsat gør en kæmpe forskel og har været med til at skabe udvikling og et  levende foreningsliv i Struer en særlig tak og et ekstra skulderklap. Derfor har Struer Frivilligcenter sammen med  Struer Nyheder, Struer Kommune og lokale sponsorer udviklet initiativet Ugens Frivillig.  

Initiativet Ugens Frivillig  

Over 10 uger finder vi med hjælp fra borgere 10 frivillige, som fortjener ekstra anerkendelse for deres indsats.  Initiativet Ugens Frivillig skal være med til at synliggøre og anerkende den frivillige indsats, og de mange ildsjæle,  som uegennyttigt gør en kæmpe forskel for medborgere. Prisen gives til en frivillig person, som har ydet en særlig  indsats lokalt i Struer. Det kan være en person, som har været med til at øge trivslen for andre, har skabt fokus på  oversete problematikker eller skabt nye tiltag.  

Hvem skal være Ugens Frivillig?  

Alle kan være med til at bestemme, hvem der skal være Ugens Frivillig. Som borger kan du nominere en frivillig,  som fortjener et ekstra skulderklap ved at skrive i vores ugentlige opslag på Struer Frivilligcenters Facebookside.  Skriv hvem du nominerer, hvilken forening eller projekt de er en del af, og giv en begrundelse for hvorfor den  frivillige skal vinde prisen Ugens Frivillig.  

Hver uge finder Struer Frivilligcenter en vinder blandt de nominerede, som får tildelt præmier fra lokale sponsorer.  Præmierne er delvist sponsoreret af By Svane, Café KC, Værftet, Vin & Kunst, Butik Rosenrød, Restaurant Ved  Fjorden, Retro Flower, Butik Blomsten & Bolig, Tambohus Kro og Høloftet.  

Pressemeddelelse/Struer Frivilligcenter