Struer Skrædder – en ny butik i Struer med god service til kunderne

Abed Algane bag disken i Struer Skrædder
Abed Algane bag disken i Struer Skrædder

Struer Skrædder åbnede den 1.september. Her tilbydes services til kunder lige fra reparationer og syning af tøj, sko og gardiner, samt reparation af møbler. Det er en kærkommen mulighed for struerboere, som gerne vil forlænge yndlingsskoenes levetid eller have rettet tøjet til.

Da jeg ankommer til butikken i Søndergade, står mannequinerne linet op i vinduet iført smukke festkjoler og byder velkommen. Jeg træder ind ad døren i den smagsfuldt indrettede butik. Indehaveren, Abed Algane, kommer mig smilende i møde, gi’r mig hånd og anviser venligt, at jeg kan tage plads i butikkens sofaarrangement, mens han lige siger farvel til en leverandør.

Abed Algane er glad for sin nye butik, som han selv også har lagt meget arbejde i at gøre klar til åbningen. “Jeg vil gerne give en max indsats i forhold til butikken og kunderne”. Han ser frem til, at der i næste uge kommer skilt op med ‘Struer Skrædder’, så forbipasserende kan se, hvilken slags butik, det er.

Taskens lynlås repareres

Kunderne skal opleve, at de får en god rådgivning og service. Abed Algane viser mig en taske, som en kunde kom ind til Struer Skrædder med. Lynlåsen var gået i stykker og skulle skiftes. Abed Alganes kunne se, at det var nok at skifte lynlåsens hængsel, hvilket også ville blive en billigere løsning for kunden. Mens vi taler, kommer en ny kunde ind i butikken. Hun har problemer med, at støvlerne strammer. Abed Algane lytter til kundens problemstilling, undersøger støvlerne omhyggeligt og kommer med sin faglige vurdering af, hvad der kan gøres, så kunden igen kan få glæde af dem. De bliver enige om en løsning, som Abed Algane skal arbejde på, og kunden går igen.

Kjolerne i vinduet har Abed Algane købt hjem til butikken og kan bestilles i andre størrelser. Det er kjoler, som man kan have på til galla, bryllup eller anden festlig lejlighed. Kjolerne kan tilpasses kundens kropsform, hvis der er steder, der skal lægges ud eller lægges op. Priserne for den nuværende kjoler ligger mellem 1200-2000 kr.

Festkjoler hos Struer Skrædder

I baglokalerne er der god plads til det store tilskærerbord, forskellige specielle symaskiner og reparationsmaskiner specielt til sko. Den gode plads er nødvendig, da der kommer møbler ind, som f.eks. skal have nyt skum i sæderne.

Abed Algane flygtede fra Syrien i 2014 og kom til Struer i 2015. Han er taknemmelig for den hjælp, han har fået i Danmark og vil gerne give noget tilbage blandt andet ved bidrage med sin arbejdsindsats og ved at hjælpe andre. Der er ingen familie i Struer, men han har fået rigtig mange gode venner.

Abed Algane er 30 år og har trods sin unge alder 15 års erfaring indenfor branchen.  Erfaringen fra Syrien spænder fra at sy sengetøj, tøj, gardiner, møbler og de sidste år som selvstændig skrædder. Siden 2016 har Abed Algane arbejdet som skrædder for tøjbutikken Mr. Arthur i Struer. Mr. Arthur har desuden været en god støtte for ham. Her arbejder han stadig om formiddagen, inden han åbner op i Struer Skrædder kl.11.30.

Da Abed Algane i sin tid begyndte at arbejde hos tøjbutikken Mr. Arthur, kunne han ikke meget dansk. Jobbet har bidraget til, at han i dag er blevet god til dansk, men er opsat på at blive endnu bedre.

Hvad fremtiden bringer, er svært at svare på. Abed Algane håber på, at struerboere og erhvervsdrivende får øje på de services, som tilbydes i Struer Skrædder, så der kan skabes et solidt kundegrundlag. Personligt er Abed Alganes mål at tage et år ad gangen, hvor han giver en max indsats med Struer Skrædder og max service overfor kunderne.

På vej ud af døren kommer jeg i tanke om, at remmen på min bedste taske er knækket og derfor er ubrugelig. Måske har Abed Algane en løsning på problemet. Vi aftaler, at jeg kigger forbi en anden dag for at få en faglig vurdering.