Struer Shantykor fejrer 10-års jubilæum i Folkets Hus

Shanty Kor

Det 50 mand store kor markerer sit jubilæum med en cd-udgivelse og en koncert 26. november med inviterede kor fra Lemvig og Ebeltoft

Gennem de sidste 10 år har Struer Shantykor gennemført omkring 165 koncerter, der udover lokale arrangementer og en optræden i forbindelse med Struer Kommunes 100-års købstadsjubilæum også har inkluderet et besøg hos Struers venskabsby Sarpsborg i Norge, hvor der blev givet koncert på den norske nationaldag for 4.000 mennesker.

Korets historie kan spores tilbage til Struer Sejlklub, hvor nogle medlemmer fandt sammen i 2012 for at synge lidt sømandssange og sea-shantys til akkompagnement af harmonika og guitar. Første officielle optræden var til et medlems 50-års fødselsdag i sejlklubben, og siden da er koret vokset, og kalenderen er blevet fyldt med arrangementer.

I dag består Struer Shantykor af 50 medlemmer, hvoraf 8 er musikere på harmonika, banjo, violin, basguitar og rytmeguitar, og koret kommer vidt omkring. Fra Tall Ship Race i Esbjerg og Fregatten Jylland i Ebeltoft til kortræf i Svendborg og turen til Sarpsborg samt koncerter i forbindelse med Oddesundbroens jubilæum og i forbindelse med maritime arrangementer som Limfjorden Rundt. Koret har desuden indspillet nogle af deres sømandssange på en cd, der blandt andet har fundet vej til hollandsk radio.

Anden cd-udgivelse fra koret er på vej, og nogle af de sange vil finde vej til repertoiret, når Struer Shantykor går på scenen til deres 10-års jubilæumsfest i Folkets Hus. Her vil man desuden kunne opleve Lemvig Shantykor hylde de oprindelige Shanty-fremførelser med en caller og kor-svar samt Slupkoret, der har taget turen fra Ebeltoft.

Den store jubilæumskoncert kan opleves i Folkets Hus 26. november fra kl. 14-17, og billetter kan købes i indgangen for kun 50 kr.