Struer Sejlklubs VM-arrangement vækker opmærksomhed i ind- og udland

Struer Nyheder VM i H-både Niels Viggo Lynghøj og Otto G. Jensen
Borgmester Niels Viggo Lynghøj erklærer i morgen VM Stævnet for åbent. Stævneleder Struer Nyheder VM i H-både Niels Viggo Lynghøj og Otto G. Jensen har sammen med de andre i Struer Sejlklub gjort meget for at gøre stævnet til en begivenhed for hele Nordvestjylland

Der er lagt op til den helt store sejlsportsfest, når Struer Sejlklub i morgen starter i rollen for verdensmesterskabet for H-både. Mesterskabet, der nu også støttes af Færchfonden, tiltrækker et stort antal sejlsportsinteresserede fra såvel ind- som udland.

Med elitesejlere fra hele verden bliver Struer og Struer Sejlklub samlingspunkt for det kommende verdensmesterskab for H-både. Stævnet afvikles d. 9.-15. august, hvor flere end 200 elitesejlere dyster om VM-trofæet.

Struer Sejlklub har i knap tre år arbejdet på at stable det store arrangement på benene. En krævende og økonomisk tung opgave for de mange frivillige i organisationen.

– Vi arbejder løbende på at balancere budgettet for sejladserne, som naturligt nok er kæmpestort, når vi taler om et mesterskab af den kaliber. Derfor er vi ekstra glade for, at vi nu også har fået en bevilling fra Færchfonden, siger stævneleder, Otto G. Jensen.

Med en donation på 75.000 kroner giver Færchfonden en økonomisk håndsrækning, og administrerende direktør, Claus Omann Jensen, kalder VM-arrangementet i Struer for et event, som i den grad er med til at sætte Nordvestjylland på landkortet.

–  Med sin beliggenhed har Struer et unikt stedbundet potentiale i kraft af Limfjorden. Dette potentiale udnytter Struer Sejlklub til fulde og er, gennem værtsrollen ved VM i H-både, med til at tiltrække sejlsportsinteresserede, turister og elitesportsfolk fra hele verden, siger Claus Omann Jensen.

Med donationen har arrangørerne fået en ekstra god mulighed for at slå et slag for landsdelen og området generelt.

– Vi satser nemlig benhårdt på, at VM-stævnet skal skabe endnu større opmærksomhed omkring de turistmæssige, kulturelle og erhvervsmæssige værdier, der findes i Nordvestjylland og i hele regionen, siger Otto G. Jensen fra Struer Sejlklub.

Presse/Nicolai Hald Jepsen (Redigeret af redaktionen)