Struer har igen fået sit eget politi

Struer Nyheder Nærpolitistationen
Så er der åbent. Struers nye nærpolistation har adressen Vestergade 10

Det handler om at få politiet tættere på borgerne, siger justitsminister Nick Hækkerup, der i dag klippede den røde snor ved Struers nye nærpolitistation i Søndergade.

“Vi har været rundt og snakke med mange borgere og foreninger i Struer i forberedelsen af arbejdet,” siger politiassistent Søren Mandrup, der er en af de fem betjente, der skal bemande stationen.
“Det har været vigtigt at få afstem forventningerne og ønskerne,” siger Søren Mandrup. “Vi vil gerne kunne optrevle nogle af de ting, der er ytryghedsskabende for borgerne. Og det vil også være os magtpåliggende at kunne arbejde med forebyggelse.”

Borgerne i Struer kommer til at mærke, at politiet er mere nærværende og synligt. Poltiassistenten peger på på to cykler, der står på stationen i Søndergade: “Vi vil både kunne opleves til fods og på vores cykler i gadebilledet.”

Kaketterne er klar til at skulle på hovedet af de nye betjente i Struer. Den hvide er til sommerbrug og den sorte er beregnet til vinteren.

Vi tabte noget nærhed

“Der har været en peiode i Danmark, hvor vi skulle gøre tingene så effektivt som muligt,” sagde justistminister Nick Hækkerup i sin tale inden han fik saksen og skulle klippe det røde bånd. “Man har regnet ud, at hvis vi lagde bl.a. kommuner og domstole sammen og flyttede politiet, så ville det blive mere effektivt. Og det er sikkert også rigtigt. Men vi tabte noget vigtigt: Vi tabte noget nærhed og kontakt. Og det er det, der er baggrunden for, at vi laver nye nærpolitistationer.”

Flotte forhold

Nærpolitistationen, der har adressen Søndergade 10, er rykker ind i nye og rigtig gode lokaler. Det er den tidligere Skipperkro overfor Pingvinen, der nu med lyse og rummelige kontorer danner rammen for Struers nye politi.

“Det er svært at se, at det er den gamle kro,” siger politidirektør for Midt- og Vestjyllands politi, Helle Kyndesen. “da vi var nede for se på stedet i sin tid, var det svært at forestille sig, at det kunne blive til så gode forhold.”

Også justitsministren var tilfreds:
“Jeg synes, at her er rigtig, rigtig flot,” sagde han. “Jeg har været rundt og set en del af de nye nærstationer, og Struer hører til i den absolutte top.”

“Den giver gode forhold for folkene. Der er gode arbejdsstationer, og der er mulighed for, at hvis andre kører patrulje i området, vil der kunne foretages afhøringer eller andet arbejde her på stedet.”

Det var justitsminister Nick Hækkerup, der officielt åbnede stationen. I sin tale fremhævede han, at det ville bringe politiet tættere på borgerne.

Nick Hækkerup peger også på, at nærpolitistationen også giver gode forhold for de borgere, der henvender sig.

“Vi har i forberedelserne til de 20 nye nærpolitistationer kigget nærmere på, hvor langt, der er på en anden politistation og hvor meget kriminalitet er der,” forklarer han. “Ikke at der er så meget kriminalitet i Struer, men man har ment, at der har været for langt fra Struer til Holstebro, og at responstiden kunne være for lang.”

“Og det har været vores mål, at bringe politiet tæt på borgerne,” sagde Nick Hækkerup. Det bliver meget, meget nemmere at lave forberedende arbejde, at komme tæt på de unge, at være i kontakt med skolerne og foreninger.”

“Det handler om at få trygheden tilbage,” slår ministren fast.

Åbent tre dage om ugen

På skiltet på ruden står der, at stationen med de 5 betjente, har åbent mandag, tirsdag og torsdag. Men det bliver påpeget, at folk er på arbejde 37 timer om ugen, så har man brug for dem, så kan man ringe.

Midt- og vestjysk politi benyttede lejligheden til at vise en del af deres “grej” frem: En politibil, som børnene var meget optaget af, en rullende kommandovogn og et par af politiets firbenede arbejdshunde.