Struer Frivilligcenter får donation fra Velliv til selvhjælpsgrupper

spot_img

Struer Frivilligcenters bestyrelse modtog i går 50.000 kr fra Vellivforeningen til at udvikle sin indsats med flere selvhjælpsgrupper for borgere med samme livsudfordring. Kim-Rehne Nielsen fra Vellivforeningens repræsentantskab overrakte det synlige bevis på donationen.

Et lidt mindre kendt ”ben” i mange af landets frivilligcentre og også i Struer, er selvhjælpsgrupper. Det vil Struer Frivilligcenter nu gøre noget ved.

– Selvhjælp er grupper under ledelse af en uddannet frivillig, hvor 6-8 mennesker med den samme livsudfordring – sorg, ensomhed, skilsmisse, kronisk sygdom etc – mødes 8-10 gange og sammen kommer videre. Effekten af selvhjælp er veldokumenteret både i Danmark og internationalt. Deltagerne bliver gladere, trives bedre, får håb for fremtiden, fortæller Rasmus Beltofte, daglig leder af Struer Frivilligcenter, og fortsætter:

– Det er langtfra altid, at de mest brugbare råd alene kommer fra fx læger, fagpersoner eller familie. Ofte kan det være fra andre, som står eller har stået i samme svære situation. Selvhjælp bygger nemlig på ligeværd, menneskelighed (møder mellem mennesker) og gensidighed, at man i en gruppe både sætter ord på og lytter til de andre. Og sammen finder håb, forståelse og en vej frem, forklarer Rasmus Beltofte.

Struer Frivilligcenter har gennem forskellige projekter haft grupper for mænd i livskrise, aktuelt sorggrupper og primo 2024 grupper for ensomme. Men centret vil nu kortlægge behovet for andre grupper og herefter tilbyde de typer grupper, der ønskes.

Vidste du, at du også kan søge Vellivforeningen om støtte til indsatser, der fremmer trivsel? Velliv er en stor pensionskasse, hvor en del af overskuddet udloddes via Vellivforeningen til netop indsatser for mental sundhed og trivsel. Som forening, lokalområde eller arbejdsplads kan I løbende ansøge om midler. Næste gang er 20. april og Struer Frivilligcenter planlægger et infomøde sammen med Vellivforeningen i marts. 

Daglig leder af Struer Frivilligcenter Rasmus Beltofte, ser til mens formanden Inge-Lise Kofoed Beck holder donationen. I mellem dem er Kim-Rehne Nielsen fra Vellivforeningens repræsentantskab var i Struer for at overrække donationen.

Læs mere om:

Struer Frivilligcenter: www.struerfrivilligcenter.dk

Vellivforeningen: www.vellivforeningen.dk/

spot_img
spot_img
spot_img