Struer får ny national erhvervsklynge for lydteknologi

spot_img
Når virksomheder og videninstitutioner i fremtiden søger det mest frugtbare udviklingsmiljø for lyd og lydteknologi, vil pilen nu i endnu højere grad pege på Struer, når den nationale erhvervsklynge Danish Sound Cluster får hovedsæde i byen.
Struer og lyd bliver endnu en gang anerkendt som en styrkeposition i dansk erhvervsliv og set som driver for udviklingen af den danske lydindustri, når erhvervsklyngen Danish Sound Cluster får hovedsæde i Struer.

Uddannelses- og forskningsministeriet med minister Ane Halsboe-Jørgensen i spidsen har således udpeget Struer som hovedsæde for den nye nationale erhvervsklynge for lydteknologi, mens der samtidig vil blive etableret afdelinger i København og Hørsholm. Danish Sound Cluster vil gennem en firårig periode få støtte til at etablere en egentlig klynge, hvor lyd er omdrejningspunkt.

”Udpegelsen af Struer som hjemby for det nationale erhvervsinitiativ inden for lyd og lydteknologi er en kæmpe anerkendelse af blandt andet byrådets satsning på lyd som fokus for Struer Kommune. Som én blandt blot 14 nationale erhvervsklynger, får vi nu endnu et håndfast bevis på, at Struer er centrum for iværksættere og virksomheder der arbejder med lyd, og at satsningen kan skabe lokal erhvervsudvikling,” siger borgmester Niels Viggo Lynghøj.

Sekretariatet for Danish Sound Cluster får lokaler hos Sound Hub Denmark, der siden 2019 har arbejdet med innovation, vækst og udvikling inden for lyd og lydteknologi. Klyngen starter officielt sit arbejde fra 1. januar 2021.

FAKTA Hvad er en klynge? En klynge er en gruppe af virksomheder, der har lokaliseret sig tæt ved hinanden og som arbejder på et strategisk niveau med andre virksomheder, offentlige myndigheder og videnmiljøer, fordi det giver konkurrencemæssige fordele, som en enkelt virksomhed ikke kan opnå alene. Et klyngesamarbejde adskiller sig fra f.eks. netværk, konsortier og business-parker ved, at alle involverede samarbejder på et strategisk niveau og sammen løser opgaver, der skal give værdi for alle.
Kilde: REG X – Det danske klyngeakademi
spot_img
spot_img
spot_img