Stor uenighed om der skal spares 35 eller 20 millioner kroner

spot_img

Der er stor uenighed om hvor meget det er nødvendigt at spare i det kommende budget for Struer Kommune. 15 millioner kroner skiller Venstre og Socialdemokratiet.

Det er nok at spare 20 millioner kroner, for betingelserne har ændret sig siden sidste budgetseminar. Sådan lød budskabet i går fra den socialdemokratiske byrådsgruppe som samtidig fremlagde deres bud på at spare beløbet, uden at skolestrukturen eller ældreområdet ville blive berørt.

Dette var borgmester Mads Jakobsen uenig i og han afviste blankt socialdemokraternes forslag.

– Jeg er helt uenig i, at der er sket en fundamental ændring af økonomien, siden vi indgik aftalen. Det er højst rykket rundt på nogle få millioner kroner. Det ændrer ikke på det store billede, sagde borgmester Mads Jakobsen i går til Dagbladet Holstebro.

Borgmesteren afviste samtidig at det skulle være muligt at undgå besparelser på børne-, skole- og ældreområdet. Han mener kommunen risikerer at banke ind i en mur økonomisk, hvis man ikke gør noget allerede i år og er utilfreds med at socialdemokraterne ikke længere er med på at spare 35 millioner kroner, som man aftalte på sidste års budgetseminar.

Omvendt mener Socialdemokraterne at betingelserne har flyttet sig.

– Det er snart et år siden, at rammebesparelsen på 35 mio blev meldt ud. Meget er sket siden, og man skal jo ikke være dumstædig og fastholde et tal bare for tallets skyld, lyder det fra John Christoffersen, gruppeformand for socialdemokratiet og fortsætter:

– På samme måde som Lemvigs Venstre borgmester siger, det så vanskeligere ud end før økonomiaftalen blev indgået mellem regeringen og kommunernes landsforening.
Omvendt er Struer Kommunes gevinst fra aftalen alene 26 mio. kr, forklarer han, altså en forbedring af økonomien i forhold til hvad man kendte til året før da man talte om 35 millioner i besparelser som en mulig nødvendig.

Gruppeformanden fortæller endvidere at man som altid i en budgetproces skal kigge alle konti igennem og optimere på både drift og anlæg.

– Det er netop sådan Socialdemokratiet arbejder og tager ansvar – med fokus på udvikling og ikke afvikling, slutter John Christoffersen.

spot_img
spot_img
spot_img