Sæsonafslutning på Høloftet

Nikolaj Stokholm - Testshow på Høloftet

Nikolaj Stokholm tester hele 2 aftener på Høloftet

Spillestedet Høloftet nærmer sig sin sæsonafslutning, og det bliver én af danmarks mest populære komikere, der med 2 udsolgte testshows afslutter et forrygende forår på den lille intime scene på Thyholm.

’Vi har haft et skønt forår med dejlige musikoplevelser og nu får vi lov til at tilbyde et standup testshow med en meget eftertragtet herre. Nikolaj Stokholm er én af Danmarks største på sit felt, og vi glæder os meget til at byde ham velkommen på vores lille scene – helt tæt på’, siger Hanne og Bent Hargaard

Hele Danmarks Stokkefar er nemlig på vej tilbage med et nyt oneman-show. I det forrige show “Mit liv som Nikolaj Stokholm” grinede publikum af fortællingen om en albinos opvækst i 90’ernes forstad. Nu er albinoen blevet voksen (næsten) og det er på tide at kigge udad. At betragte os allesammen og ikke mindst ham selv.

Med næsten 45.000 solgte billetter til sit første one-man show ’Mit liv som Nikolaj Stokholm’ har Nikolaj lagt sig i spidsen som en af landets mest populære og absolut dygtigste komikere. Med sin skæve og legesyge komik formår han altid at invitere publikum med ind i hans eget liv på en hylende morsom og personlig måde, og det er netop derfor at Nikolaj er en af de mest folkelige og charmerende komikere i Danmark. Med sin aldeles karakteristiske tilstedeværelse både på tv-skærmen og på scenen er man altid garanteret at være godt underholdt, og det er svært ikke at trække på smilebåndet, når først Stokkefar fortæller anekdoter.

’Så det kan publikum godt forvente på Høloftet d. 23. og 24. maj, når der testes og prøves materiale af til det kommende show’, slutter Hanne og Bent af, ’og vi er vildt glade for, at det bliver på Høloftet, det foregår…’

Hanne og Bent Hargaard. Foto: T. A. Wollenberg