Planer for Rosengården i Humlum

spot_img

Fremtiden for Rosengården i Humlum var tirsdag på dagsordenen til orientering i Økonomi-, Erhvervs-. og Bosætningsudvalget. Til januar får byrådet præsenteret en plan.

Her kan man læse følgende:

Efter flere forgæves forsøg er det ikke lykkedes at sælge plejehjemmet “Rosengården”, Østerbrogade 16, Humlum. Det er kun lykkedes at sælge de 4 ældreboliger, Rosenhaven 1-7, som har været sammatrikuleret med Rosengården. Disse blev ved byrådsbeslutning (24. august 2021, pkt. 138) solgt til højstbydende for 1.625.000 kr..

Der har været ført forhandlinger med flere håndværksvirksomheder/entreprenører, bl.a. med henblik på nedrivning og opførelse af beboelseshuse, men uden der har kunnet gennemføres noget konkret. Begrundelsen har bl.a. været manglende efterspørgsel efter boliger i området samt voldsomt stigende udgifter til byggematerialer.

Siden ophør med brugen af Rosengården som plejehjem, har bygningerne været anvendt af flere foreninger til fritidsaktiviteter.

Det har nu vist sig, at dele af bygningerne i en tidsperiode af foreløbigt et par år vil kunne bruges af Handicap og Psykiatri til dagtilbud for handicappede. Derudover vil der i forbindelse med en planlagt renovering af Humlum Skole blive nødvendigt at flytte sognegårdsfunktionen midlertidigt eller permanent, evt. til Rosengården. Den nuværende brug til fritidsaktiviteter vil fortsat kunne finde sted samtidigt.

Administrationen finder det således formålstjenligt at udsætte et salg af Rosengården, til der er en nærmere afklaring af egen brug af bygningerne. Citat slut.

Lange udsigter

Til januar får det nye byråd præsenteret en plan for brugen af plejehjemmet.

– Det har formentlig lange udsigter at sælge Rosengården, men jeg mener godt, at vi kan bruge bygningerne til noget fornuftigt og sideløbende med, at der melder sig en køber, siger borgmester Niels Viggo Lynghøj (S) til Dagbladet.

Han siger samtidig at de lokale foreninger som pt. bruger Rosengården, også fremadrettet skal have lov til det.

spot_img
spot_img
spot_img