På jagt efter hollandske talenter til nordvestjyske arbejdspladser

spot_img

Struer og seks andre midt- og vestjyske kommuner er gået sammen om at promovere landsdelens karriere- og livsmuligheder overfor 11.000 hollandske arbejdstagere på messen Emigration Expo i starten af februar.

Virksomheder i Midt- og Vestjylland mangler kvalificeret arbejdskraft i en grad, så kommunerne i Business Region MidtVest og Vestalliancen er gået sammen om en målrettet jagt på udenlandsk arbejdskraft. Derfor deltager kommunerne med en fælles stand på den hollandske karrieremesse Emigration Expo for at markedsføre Midt- og Vestjylland som et godt sted at arbejde og bo overfor de ca. 11.000 potentielle, fortrinsvis hollandske arbejdstagere, der forventes at besøge messen.

Thomas Fast fra Struer Kommune og Helle Linde Svenningsen fra Skive Kommune skal repræsentere de syv kommuner, som ud over Skive og Struer tæller Lemvig, Holstebro, Herning, Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande. Med sig har de promoveringsmateriale, viden om det midt- og vestjyske arbejdsmarked og boligsituation og ikke mindst en bunke konkrete jobopslag fra regionens virksomheder – indtil videre 45 opslag fra 30 virksomheder. Forventningen til deltagelsen er, at de to repræsentanter kan knytte kontakter til interesserede arbejdstagere og gå målrettet videre med dem efter hjemkomst.

Krydser fingre for gode kontakter til Struer
Den enkelte deltagende kommunes udbytte af deltagelsen i Holland kommer derfor an på, hvilke konkrete kontakter og kompetenceprofiler, den fører med sig, og hvor der er virksomheder til at aftage dem.

Struer Kommunes borgmester Niels Viggo Lynghøj bakker op om deltagelsen på Emigration Expo som et gode for hele regionen, og håber samtidig det vil skabe åbninger for tiltrækning af arbejdskraft til lokale virksomheder.
”Vi arbejder målrettet med at understøtte lokale virksomheder i deres vækst med de muligheder, vi har som kommune. En forhindring for vækst, vi ofte hører fra virksomhederne, er adgangen til den rette arbejdskraft. Derfor er deltagelsen ved Emigration Expo en mulighed for samlet at markedsføre både karrieremuligheder og bestemt også vores kommuner som gode steder at leve og være familie. Derfor ser jeg frem til at se, hvilke konkrete åbninger, deltagelsen skaber, og hvordan vi som kommune kan hjælpe med at sikre jobs og tilflytning gennem dem,” siger Niels Viggo Lynghøj.

Europas største internationale karrieremesse
Messen er Europas største af sin slags og cirka en tredjedel af deltagerne har en IT- og ingeniørprofil. Men også de faglærte, som der er stor efterspørgsel på i Midt- og Vestjylland, deltager i stort tal på messen. At turen går til netop Holland skyldes især, at der allerede arbejder en del hollændere i Midt- og Vestjylland, fordi de har nemt ved at tilpasse sig arbejdsmarkedet og kulturen i regionen.

Vestalliancens mål om at skaffe mere kvalificeret arbejdskraft til de midt- og vestjyske kommuner har genklang i Struer Kommunes erhvervsstrategi, der har ”Arbejdskraft til vækst” som et klart defineret mål frem mod 2021.

Struer Kommune har – udover den generelle støtte til den regionale deltagelse – sendt trykt materiale med til messen, hvor der er fokus på dels de kvalifikationer, det lokale arbejdsmarked efterspørger, og dels det lokalsamfund, man får mulighed for at bo i.

/pressemeddelelse

spot_img
spot_img
spot_img