På hovedet i havnen – hvis du tør

Struer Nyheder Havnebadets placering
Kommunen er ude med to midlertidige forslag til et havnebad i Struer. Det ene er i indhakket mellem Kurbadet og restaurant Værftet. (Foto: Jan Johansen)

Ellers må du springe på benene eller klatre ned af stigen. Havnebadet er på vej. I løbet af sommeren skal to placeringer efterprøves.

Økonomi, Erhvervs- og Bosætningsudvalget i Struer kommune skal i morgen tage tage stilling til, om og hvordan vores forhåbentlig kommende havnebad skal være.

“Vi ved ikke helt endnu, hvor den skal ligge,” siger Claus Søndergaard Petersen, der er kommunens ansvarlige for udviklingen af havnen. “Der er to placeringer i spil. Det ene er ved indhakket i broen bag kurcentret. Det andet er i forlængelse af Fun Parken, hvor der kunne lægges en flydebro ud.”

Placeringerne giver to forskellige hver sin fordel, mener Claus Søndergaard Petersen:
“Ved indhakket er der et stykke vej fra plateauet ned til vandet. Det gør, at der kan springes ud. Måske kan man sige, at det vil være et mere vildt havnebad.”

Claus Søndergaard Petersen: Der er også hensyn at tage, når placeringen af havnebadet skal besluttes. (Foto Jan Johansen)

“Det vil gøre det sjovere for unge og voksne at kunne hoppe i vandet,” siger Claus Søndergaard Petersen. “Men de yngre vil nok ikke være parate til at springe ned fra broen. De kan bruge flydebroen ved Fun Parken, en bro, der kommer betydeligt tættere på vandet.”

De unge brugte i øvrigt området bag Kurbadet allerede sidste år, selv om det vist ikke er helt efter reglerne.

Hensyn at tage

“Der er nogle hensyn at tage,” siger Claus Søndergaard Petersen. “Vi skal tage hensyn til Kurbadet, til Restaurant Værftet og til beboerne og erhvervene hernede på havnen. Det er én af grundene til at havnebadet først bliver lavet som midlertidige. Vi kan så efter sommeren vurdere fordele og ulemper.”

Hvis vi gør det mere offentligt, kommer der flere folk og der vil sikkert også være mere larm.
“Så inden der laves noget permanent, bruger vi sommeren her til at undersøge om folk gerne vil det, er der efterspørgsel på et havnebad. Kommer det til at give en positiv eller negativ synergi,” siger Claus Søndergaard Petersen. “Det hele hernede skulle gerne spille sammen, så vi får en aktiv havn.”

Claus Søndergaard føler sig overbevist om, at en aktiv havn vil trække folk fra et stort opland, samtidig med at det er et godt tilbud til borgerne i Struer kommune.