Ny beachbane i Struer Idrætspark skal gavne foreningslivet

Struer Nyheder Martin Rasborg Struer Håndbold og Lars Møller Pedersen Struer kommune
Martin Rasborg Struer Håndbold og Lars Møller Pedersen Struer kommune her et fast greb om bolden efter beslutningen om etableringen af en beachbane

Struer Byråd har godkendt en bevilling, der gør det muligt for Struer Håndbold at etablere en beachbane i Struer Idrætspark, der kan bruges til blandt andet beachhåndbold, beachvolley og beachfodbold.

Der kommer snart et nyt multifunktionelt beachanlæg til forskellige sportsgrene, der udøves på sand. Den lokale håndboldforening etablerer banen i Struer Idrætspark med et anlægstilskud fra Struer Kommune.

”Vi er rigtig glade for anlægstilskuddet fra Struer Kommune. Beachbanen har længe været et ønske fra vores side – dels for at skabe et moderne anlæg, der kan tiltrække nye til sporten og dels for at kunne forlænge sæsonen. Førhen spillede man håndbold om sommeren, så rykkede sporten indenfor, nu får vi muligheden for at træne og spille hele året,” siger Martin Rasborg, formand for Struer Håndbold, og fortsætter:

”Selvom processen har krævet en god del gåpåmod, så er vi stolte af, at beachanlægget nu endelig kan blive til noget med støtte fra kommunen. Vi er klar til at gå i gang med etableringen af banen – et projekt, som mange har bidraget til, heriblandt den lokale entreprenør Ivan Jakobsen og foreningen Gamle Drenge, der består tidligere sportsfolk.”

Klar til genåbningen

Det har været et stort ønske fra Struer Håndbold, at den nye bane står klar i løbet af foråret 2021, så foreningslivet får god mulighed for at tilbyde eksisterende og potentielle medlemmer nye træningsmuligheder, når retningslinjerne for coronasmitten tillader det. 

De nye muligheder for at dyrke idræt styrker foreningslivet og det glæder især formanden for Kultur- og Fritidsudvalget i Struer Kommune.

”Foreningslivet er noget af det allerstærkeste vi har og derfor har vi i Struer Kommune løbende haft et stort fokus på at styrke foreningernes muligheder for nye aktiviteter. Med den nye beachbane vil vi kunne tiltrække og fastholde flere – især børn og unge til foreningsidrætten. En stor tak skal derfor lyde til Struer Håndbold, der har udvist et stort og flot engagement og således medvirket til en ny og spændende idrætsfacilitet for både håndboldsporten såvel som en række af andre forskellige idrætsgrene i Struer Kommune,” siger Lars Møller Pedersen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget og afslutter: 

“Vigtigheden af at udvikle og fastholde faciliteter til udvikling af både breddeidrætten såvel som lokal talentudvikling er ligeledes en af bevæggrundene for at støtte det nye initiativ. Alt sammen til glæde for borgerne i Struer Kommune.”

Byrådet godkendte tirsdag den 23. marts et anlægstilskud på 74.000 kr. til etablering af banen, mens håndfoldboldforeningen Struer Håndbold kommer til at stå for den daglige drift af banen. 

Det er tanken, at banen skal kunne benyttes af flere aktører i Struer Kommune, mens eventuelt overskydende jord fra etableringen doneres til Struer Cykelklubs mountainbikespor.

Pressemeddelelse/Struer kommune