Nu bliver snoren klippet på Struers storstilede havneprojekt

spot_img

Fredag den 29. juni bliver der fest i Struer Lydens By, når anlægsprojektet By+Havn omkring brobuerne står færdigt, snoren bliver klippet og tonerne af et godt gammeldags asfaltbal breder sig i byen.

Det mangeårige ønske i Struer om at styrke forbindelsen mellem den hyggelige bykerne og havnefronten er nu ganske få dage fra at blive realitet. Projekt By+Havn, der skal skabe mere liv og aktivitet mellem gågade, brobuer og havn, samt tilpasse byen til fremtidens klima, står nemlig klar til at blive taget i brug.

Indvielsen af By+Havn finder sted med et brag af en fest fredag den 29. juni på Byens Plads i By+Havns østlige ende. Først med officiel indvielse, snoreklipning og taler kl. 11, og fra kl. 14.15 et godt, gammeldags asfaltbal, der sender dansable toner ud i Lydens Bys gader indtil kl. 22 om aftenen. Bag musikprogrammet står arrangøren af Kilen Rock, der er garant for en folkelig fest og musik for ethvert øre.

Borgmester Niels Viggo Lynghøj holder tale i forbindelse med den officielle indvielse og igen kl. 14.15 for at sætte den musikalske del af festen i gang.

”Jeg ser frem til en fantastisk og historisk dag for Struer, både for byen og kommunen som helhed. Jeg vil gerne takke borgere, erhvervsdrivende og byens gæster for tålmodigheden undervejs i anlægsarbejdet. Det bliver helt sikkert ventetiden værd, når vi kan bruge havnefronten sommeren igennem og vise vores fantastiske by og kommune frem for besøgende og turister,” siger Niels Viggo Lynghøj.

Filantropidirektør Anne Skovbro, Realdania, holder også tale ved indvielsen og glæder sig som borgmesteren til at overdrage byrummet til dem, der skal bruge det – borgere, besøgende og turister.

”Mange danske købstæder arbejder med at åbne de centrale byområder op mod byernes havnearealer. Brobuerne i Struer giver en unik ramme for at skabe nye, spændende byrum – helt tæt på bykernen – og giver samtidig mulighed for at klimasikre byen. Buernes egen æstetik bliver nu også fremhævet med en spektakulær belysning om aftenen. Et stort tillykke til Struer med det fine resultat,” siger Anne Skovbro.

Byudvikling og klimatilpasning i ét

By+Havn har samlet kostet 24 mio. kroner, hvoraf Struer Kommune og Realdania har finansieret 12 mio. kroner hver. Projektet startede i 2013 med en forundersøgelse af potentialer for byudvikling omkring brobuerne og mellem by og havn i Struer.

Projektet består af to hoveddele – dels skal det styrke forbindelsen mellem byen og vandet og åbne havnen med alle dens rekreative muligheder mere op for borgere og besøgende. Det skal styrke bylivet og dermed Struer som attraktiv købstad og havneby. Struers placering gør byen udsat for stormflod fra Limfjorden og ved kraftig regn samles vandet bag brobuerne. Derfor er en væsentlig del af projektet samtidig at klimasikre havneområdet og byen mod oversvømmelse.

By+Havn består af en række nye byrum med åbne pladser, små oaser, steder til ophold samt aktiviteter inde under brobuerne. Desuden skaber et stort kurvet trædæk, der er både forskønnelse og forebyggelse af oversvømmelser, forbindelsen helt ned til vandet. De karakteristiske brobuer, der er en del af Struers unikke arkitektur og bevis på byens tætte historiske parløb med jernbanen, får i By+Havn lov til at træde helt frem som en del af det særlige bymiljø.

Landskabsarkitektfirmaet Schønherr, entreprenørfirmaet M. J. Eriksson og ingeniørfirmaet Viggo Madsen vandt i sommeren 2016 totalentreprisekonkurrencen om den nye indretning af området.

Program for indvielsen

Kl. 11.00: Officiel indvielse ved Niels Viggo Lynghøj, borgmester i Struer Kommune, og Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.

Om eftermiddagen er der havnefest med musik for enhver smag på byens nye plads ved brobuerne i den østlige ende af By+Havn. Programmet bliver som følger:

Kl. 14.15: Borgmesteren åbner festen
Kl. 14.30: Stonefoot Zoo
Kl. 16.15: Tom Donovan
Kl. 17.30: Nice Little Pinguins (på Rådhuspladsen)
Kl. 18.30: Midt om natten
Kl. 20.30: Hvide løgne

Havnefesten slutter kl. 22.00

Pressemeddelelse/Struer Kommune

spot_img
spot_img
spot_img