Nedtagning af stillads betyder natspærringer på Oddesundbroen i juni og juli

spot_img

Siden påske har Banedanmark arbejdet med at male Oddesundbroens andet buefang. Malearbejdet er snart færdigt, og det store stillads skal tages ned. Derfor vil Oddesundbroen være spærret om natten i det meste af Juni og begyndelsen af Juli.

Banedanmark er i fuld gang med at male Oddesundbroen. Sidste sommer blev det første buefag malet, og siden slutningen af marts er broens andet buefag blevet malet som en del af vedligeholdet af broen over Oddesund. Det er nødvendigt at gennemføre arbejdet i forårs- og sommermånederne for at sikre, at malearbejdet udføres ved acceptable temperaturer og fugtforhold.

Årets arbejde er tæt på at være færdigt, og nu skal det store stillads tages ned, og der skal males de steder, hvor det ikke har været muligt at komme til fra stilladset. For at gennemføre det arbejde er det nødvendigt at spærre broen for biltrafik mellem klokken 00.05 og 05.00 fra den 7. juni og til og med den 11. juli 2021.

“Det er desværre nødvendigt at spærre broen for biltrafik, mens vi tager det store stillads ned. Arbejdet gennemføres derfor om natten for at reducere generne mest muligt, og der åbnes desuden kortvarigt for trafik kl. 02:30 for at få de køretøjer over, der skulle have brug for det. Der bliver også sat skilte op, annonceret på sociale medier og varslet via GPS. Og som noget nyt er det muligt at tilmelde sig og modtage en SMS, hvis der ændres på de planlagte brospærringer,” siger Bianka Saarnak, områdechef i Infrastruktur hos Banedanmark.

Få en SMS ved ændringer
SMS-servicen er en ekstra service til bilister, der regelmæssigt krydser broen om natten og har behov for at vide, hvis planerne ændrer sig. Det kan f.eks. være, hvis vejrforhold betyder at arbejdet ikke kan gennemføres, eller hvis det er nødvendigt at ændre i arbejdets udførsel.

“Vi spærrer naturligvis kun broen, når det er nødvendigt. Samtidig forstår vi godt, at Oddesundbroen er en vigtig færdselsåre, og derfor vil vi gerne kunne informere bilisterne direkte, hvis planerne for brospærringerne ændrer sig,” siger Bianka Saarnak.

Man tilmelder sig ved at sende en SMS med teksten “BRO” til 1204. Herefter vil man i den periode, hvor der er planlagt natspærringer, fra d. 7. juni-11. juli 2021, modtage en SMS, hvis natspærringer bliver aflyst og broen alligevel er åben. SMS-servicen er gratis.

Gående, cyklister og udrykningskøretøjer kan altid komme over
Hverken fortov eller cykelstien på broen er spærret i perioden, og det er aftalt, at udrykningskøretøjer altid kan kontakte brovagten og anmode om at få broen åbnet.

I den periode, hvor Oddesundbroen er spærret for biltrafik i nattetimerne, opfordrer Banedanmark bilister til og fra Thy til enten at passere broen inden midnat eller benytte Rute 26 via Mors.

Der er allerede opsat skilte i området, herunder ved Struer og Vilsund, der gør opmærksom på vejspærringen. Spærringen fremgår også af Vejdirektoratets trafikinformationsside Trafikken.dk, og trafikmeldingen udsendes desuden som TMC-besked til bilisternes navigationsanlæg.


FAKTA:

  • Oddesundbroen åbnede for trafik i 1938.
  • Broen er 472 m lang, og hver enkelt af de tre buefag er 70 m. Broen er en klapbro, og klapfaget spænder over en 30 m bred sejlrende.
  • Buefagene er sidst hovedrenoveret i 1987-1988, og der er senest foretaget pletreparation af buefagene i 2007.
  • Selve malerarbejderne på Oddesundbroen er en kontinuerlig proces. Broklappen blev malet i 2017, første bue er blevet malet i 2020 og den sidste skal males i 2023.
  • Malingen beskytter broens stålkonstruktioner og forventes at holde i 25-40 år.

/pressemeddelelse

spot_img
spot_img
spot_img