Mød billedkunstner, journalist og forfatter Helle Kjærulf til fernisering i Hjerm Kunstgalleri lørdag den 9.november kl.13.

Billedkunstneren Helle Kjærulf

Mød billedkunstner, journalist og forfatter Helle Kjærulf, fernisering 9. november kl. 13

Mindscapes − indre landskaber i et nordisk lys

Helle Kjærulfs abstrakte malerier udspringer af naturen. Det er dér, hun finder ro, og dér kaos bliver til harmoni.

»Naturen er en stor del af mig som menneske, og det afspejler sig i mine billeder. Selv om jeg ikke maler naturalistisk, opstår der ofte landskaber − mentale landskaber. Dem, som jeg kalder mindscapes,« siger hun.

Som ung boede Helle Kjærulf i periode på Færøerne, og på sin vis bliver den nordiske natur ubevidst omdrejningspunktet i hendes værker. Det er en leg med lyset. I dag bor og arbejder hun i Ebeltoft, hvor både skov, strand, himmel og hav er tæt på.

Hun sammenligner selv sine malerier med et digt eller musik, en vej mod et udtryk, der til sidst falder på plads og giver mening.

I maleprocessen benytter hun sig i høj grad af akrylfarvens vandige potentiale og blandingsmuligheder. Opbygningen er lag på lag i en harmonisk komposition og ofte med stor transparens.

»Jeg arbejder med det meget intuitive princip. Processen fra det hvide lærred til det endelig maleri er hver gang en opdagelsesrejse i en ny verden. Jeg ved ikke nødvendigvis, hvor jeg kommer hen, når jeg begynder på et billede,« fortæller hun.

»Jeg har dyb respekt for naturen og er enormt fascineret af naturens former, det organiske, det foranderlige. Måske er det netop det, jeg gerne vil have frem − om end jeg gør det på en meget ubevidst måde − i hvert fald det meste ad vejen. Folk spørger ofte, hvornår jeg ved, at et maleri er færdigt. Det ved jeg, fordi jeg kan mærke det, når harmonien er rigtig.«

Helle Kjærulf forklarer, at hun arbejder med rum og tid, og snarere udtrykker følelser end virkelighed. Vi glæder os over, at Helle Kjærulf har sagt til at udstille i Hjerm Kunstgalleri og ikke mindst glæder vi os til at byde velkommen til alle kunstinteresserede, siger gallerist Karen Trelborg, Hjerm Kunstgalleri.

Ud over at være billedkunstner er Helle Kjærulf også journalist og forfatter. Hun har i en årrække fået kursusundervisning på Aarhus Kunstakademi ved Birger Møller, men er derudover autodidakt. Har udstillet i gallerier, kunstforeninger m.m. siden 2008.

Helle Kjærulfs kunstværker kan ses i Hjerm Kunstgalleri indtil den 6. december 2019

Maleri af Helle Kjærulf

(Pressemeddelelse, Hjerm Kunstgalleri).