Mikkel “Pjatrøv” Nielsen er tilbage i Struer d. 19. januar

Er der en bokser, udover Dina Thorslund og Adam Bashanov, der har sine fans i Struer, er det fynboen Mikkel “Pjatrøv” Nielsen. Han er selvfølgelig også med på programmet d. 19. januar.

Når han går rundt i gaderne bliver han genkendt, bl.a. efter sin aften som gæstebartender på Buddy Holly før sin sidste optræden i Struer i august.

Mikkel ‘Pjatrøv’ Nielsen (6-0, 3 KOs) møder Angel Emilov (9-24, 5 KOs) i en kamp i superweltervægt over seks omgange, når Dina Thorslund forsvarer sin WBO VM-titel mod tyske Alesia Graf den 19. januar i Struer Energi Park.

“Det plejer som regel at være en kæmpe folkefest at bokse i Struer Arena – både før, under og efter kamp,” siger Mikkel Nielsen. “Jeg plejer at få den dér hjemmebanefølelse, når jeg ankommer. Dét er fedt! Jeg glæder mig til at underholde folk i Struer.”

Andre på programmet

Den hollandske fluevægter Alicia Holzken (1-0) i en kamp mod bulgarske Ivanka Ivanova (1-6, 1 KO) og den danske supermellemvægter Haris Dzindo (7-0, 3 KOs) slutter sig også til programmet.

I en skandinavisk thriller møder Abdul Khattab (15-2-1, 4 KOs) svenske Oliver Flodin (4-0), mens sværvægtshåbet Kem Ljungquist (6-0, 4 KOs) brager sammen med tjekkiske Dominik Musil (3-1, 2 KOs). Adam Bashanov (2-2) mod Ivan Nikolov (2-5-1) og Lolenga Mock er også en del af programmet.

Double Trouble

Struer Nyheder Dina Thorslund
Foto: Lasse Quintus

Dina Thorslund (12-0, 6 KOs) forsvarer sin WBO VM-titel mod tyske Alesia Graf (29-7, 13 KOs) den 19. januar i Struer Energi Park. EU fjervægtstitlen er på spil for Aarhus-bokseren Dennis Ceylan (19-2-2, 8 KOs), når han møder den spanske mester Jesus Sanchez (9-1, 2 KOs) i en revanchekamp.

 

Billetter 

Billetter til Thorslund vs Graf er tilgængelige online via www.ticketmaster.dkeller ved at ringe til 70 15 65 65.