Mikkel O. Pedersens Le Mans eventyr stoppede med 17 timer tilbage

Pressebillede: Mikkel O. Pedersen

Med 20 timer og 48 minutter tilbage af 24 timers løbet Le Mans, kørte Nicolas Leutwiler af banen efter at Matteo Cairol ellers havde kørt bilen frem på 1. pladsen i GTE Am klassen.

Det kom holdet aldrig tilbage fra, selvom det lykkedes Nicolas Leutwiler at få bilen tilbage til pitten. Efter 11 minutter i pitten kom bilen tilbage på banen, denne gang med Mikkel O. Pedersen bag rattet i hans Le Mans debut.

Men med 18 timer og 8 minutter tilbage af løbet, røg bilen atter i garagen,

– Vi ved ikke helt, hvad problemet er. Den kørte rigtig godt, da jeg kom ud, og der var god pace. Men efter jeg havde været i pit, begyndte den bare at vibrere helt vildt ved høj hastighed, fortalte Mikkel O. Pedersen til TV2.

Med 17 timer og 1 minut tilbage var det desværre endegyldigt slut for holdet. Bilen var tilbage i garagen og holdet rullede garageporten ned, og når det sker så kommer bilen ikke tilbage på banen igen. En ærgerlig afslutning for Mikkel O. Pedersens hold.