MGP besøger Struer: Børnene skal opleve processen fra idé til færdig sang

spot_img
Skolebørnene skal inspireres, når Struer Kommune som optakt til MGP får besøg af vært Sofie Østergaard og tidligere MGP-børn.
Mandag den 29. august samles 500 børn fra kommunens skoler i Struer Energi Park for at lære, hvordan de selv kan lave deres eget bidrag til sangkonkurrencen.

”MGP er for alle Danmarks børn, og derfor har vi i år besluttet at tage ud i landet for at give dem indblik i hvor sjovt og nemt det er at være med,” siger Line Augusta Nordbo, der er producent på DR Børn, og fortsætter:

”Vi har rodet i arkiverne, så vi kan vise rejsen fra en enkel idé sunget ind på en mobiltelefon til endeligt produkt.”

Ca. 500 skolebørn fra Struer Kommunes skoler deltager i arrangementet mandag d. 29. august i Struer Energi Park.

Skoleleder glæder sig

Det er ikke kun børnene, der glæder sig. Skoleleder for Limfjordsskolen, Casper Sand, ser frem til en inspirerende dag, når Struer Kommune får besøg af MGP-holdet.

”Det er glædeligt, at vi er blevet udvalgt som en af de få kommuner, der får besøg af Danmarks Radio og MGP. Jeg håber, at alle børnene får en sjov og inspirerende dag, der forhåbentlig vækker deres indre sangskriver til live,” siger Casper Sand.

Til arrangementet vil Sofie Østergaard og MGP-børnene forklare, hvordan man får sat ord på en sang og hvor simpelt et bidrag kan være – man behøver ikke at kunne spille på instrumenter eller lave rytmer. Ifølge producent Line Augusta Nordbo, så det vigtigste at have en god historie og noget på hjerte:

”Det er det hele MGP handler om – at vise, at det mange gange kan være meget lettere at få ordene ud, hvis man putter dem i en sang.”

1. september lukker MGP for indsendelse af sange til 2023.


spot_img
spot_img
spot_img