Kun 19 år og nu professionel

Struer Nyheder Melissa Mortensen får sin debut
Dina Thorslund er ikke den eneste kvinde på programmet i aftenens VM stævne. Den 19-årige Melissa Mortensen får sin professionelle debut. (Foto: Jørgen Sørensen)

Der dukker flere og flere kvindekampe op til boksestævnerne. Dina Thorslund er ikke den eneste, der skal i ringen i aften. Melissa Mortensen fra Varde får sin debut, som proff i aftenens boksestævne i Struer Energi Park.

Melissa Mortensen er kun 19 år, men er som amatør også landsholdsbokser. Hun har bokset siden hun var en 12 – 13 år og er nået op på 89 amatørkampe.

Da muligheden for en professionel karriere dukkede op, sprang hun til.
“Jeg satsede på et OL, men da det blev aflyst, tog jeg springet over til det professionelle,” fortæller Melissa, der sideløbende med den professionelle karriere har tænkt sig at fortsætte som amatør, en mulighed, der er dukket op i bokseverdenen for et par år siden. Melissa Mortensen vil gerne med til det OL, der kommer i 2024.

Kampen i aften

Melissa Mortensen skal møde en 36-årig spanier Naiara Olmedo med 4 kampe som professionel.

“Vi har kigget lidt video af min modstander,” fortæller Melissa. “Hun virker stærk og vil gerne gå fremad. Hun har en del sving, så det gælder om ikke at løbe ind i noget dumt. Det gælder om at bruge hovedet, så håber jeg på at få en sejr.”

Kampen bokses i fjervægt og kan ses på TV2 Sport i aften.