John Christoffersen blev valgt som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet

John Christoffersen og Flemming T. Sørensen lytter i spænding mens formanden læser resultatet op. Foto: Palle Lykke Ravn

To kandidater var i spil til at blive Socialdemokratiets borgmesterkandidat til Byrådsvalget november i år. Valget var sendt ud til urafstemning blandt partiforenings medlemmer, og her til aften blev der så talt stemmer op.

De to kandidater viceborgmester John Christoffersen og byrådsmedlem Flemming T. Sørensen, havde begge haft lejlighed til at fremføre overfor partiforeningens medlemmer hvorfor de netop skulle stemme på dem. Det blev på utraditionelt vis, på grund af Corona-situationen, så partiforeningen arrangerede debatmøde på nettet og kandidaterne fik lejlighed til at sende nogle ord på skrift ud til alle medlemmer.

Da bestyrelsen havde talt alle stemmerne op kom de ud i Byrådssalen, hvor kandidaterne og pressen ventede på at høre resultatet. Formand Flemming Odde læste resultatet op.

Der var 44 stemmer til Flemming T. Sørensen og 50 stemmer til John Christoffersen. Dermed var valget afgjort og John Christoffersen er Socialdemokratiets nye borgmesterkandidat.

En god proces

– Under de forhold som der har været, som har gjort det hele lidt anderledes end det normalt plejer at være, så har det alligevel været en god proces, forklarer formand for partiforeningen Flemmming Odde. Og uddyber.

– Det er altid noget særligt når alle medlemmer får lov til at bestemme, og den kandidat som nu er valgt har med urafstemningen et stærkt mandat i ryggen.

Hjertet banker for Struer Kommune

Partiets nye førstemand var rørt da resultatet var klart.

– Socialdemokratiets medlemmer i Struer Kommune har ved en urafstemning valgt mig til det ærefulde hverv som deres borgmesterkandidat. Jeg takker for den store tillid og lover at tilgå opgaven med gåpåmod, glæde og ydmyghed, fortæller John Christoffersen.

– Mit hjerte banker helhjertet for Struer Kommunes ve og vel, såvel i by som på land. Mit mål er selvfølgelig, sammen med andre gode og kompetente kandidater på vores kommende liste, at fortsætte den rivende udvikling, der er skabt i Struer Kommune gennem de sidste 3 år.

– “Vi skal gribe ud efter fremtiden” et citat fra 2015 som argument for at nedlægge Struer Kommune. Det er netop, hvad vi har gjort i denne byrådsperiode; dog lykkeligvis stadig som selvstændig kommune. Det er lykkedes at skabe udvidelser og forbedringer for fremtiden på stort set alle politikområder, og det skal også fortsat være min ledestjerne, hvis jeg betros nøglerne til borgmesterkontoret 1. januar 2022, slår den nye borgmesterkandidat fast.

Formand Flemming Odde læser resultatet af urafstemningen op