-Der er ikke nogle ord, der kan beskrive mine følelser, da jeg blev klar over, at russerne havde invaderet Ukraine, siger Viktoriia Pasichenko, der selv er ukrainer og bosat i Vejrum. -Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne ske. Ukraine er en demokratisk verden med en god præsident. Så jeg havde aldrig forestillet mig, at der ville komme et andet land med tanks og bomber og sige at landet er mit.
Viktoriia Pasichenko har stort set al sin familie i Ukraine. -Jeg har min mor og far, en bror og en søster og bedsteforældre, siger hun. -Jeg har også rigtig mange venner rundt om i Ukraine.
-Jeg blev helt forvirret: Hvem skal jeg kontakte, skal jeg ringe til familien, til mor og far eller til mine venner. Jeg kunne slet ikke fokusere, siger Viktoriia Pasichenko om sin reaktion på, at russerne havde overskredet grænsen til hendes hjemland. -Jeg har heldigvis hørt fra familien. I nærheden af, hvor de bor er der en lufthavn, der blev bombet den første dag. Men siden har der været næsten stille.
Viktoriia fortæller, at hun har grædt flere gange siden det hele startede.
-Jeg har en veninde, jeg ikke kan få fat i længere. Hun bor tæt på Chernobyl (et område, der nu er besat af russerne- red), og hun har valgt at blive alene tilbage, da hun har forretninger i området, forretninger hun ønsker at beskytte, fortæller Viktoriia Pasichenko. -Hun har sendt sin mand og barn til grænsen for at komme ud af Ukraine.
-Der har ikke været telefonforbindelse til hende de sidste 3 dage. Da jeg snakkede med hende sidste gang, fortalte hun, der om eftermiddagen var kommet russiske tanks ind i byen, siger Viktoriia. -De begyndte så at bombardere vores militærpost. De kunne ikke rigtigt forsvare sig, da tanksene stod mellem husene. Viktoriia fortæller så, at kl. 9 om aftenen var der russiske soldater i gaden og russiske flag over byen.
Viktoriia Pasichenko har også venner tæt på Kiev: -De er ok, men de er også forsvundet fra telefonforbindelsen og fra internettet.
-Jeg har også fået at vide, at én af mine venners søns bedste ven er død. Han blev 23 år.
Viktoriia
Viktoria Pasichenko er 32 år og har været i Danmark de sidste 8 år. -Jeg kom her til Danmark for at arbejde på en svinegård tæt ved Herning. Planen var at jeg skulle arbejde og så vende tilbage til Ukraine. Men jeg besluttede at blive her og hjælpe min familie og andre ukrainere herfra i stedet.
-Og nu bor jeg i Danmark, og det er jeg rigtig glad for, siger hun, der også har fået en dansk kæreste, Søren.
Viktoriia Pasichenko driver sin egen forretning, hvor hun formidler kontakter mellem ukrainere og danske virksomheder, der kan bruge deres kunne.
Der er mange ukrainere på danske gårde som medhjælpere. Ukraine er et landbrugsland, så mange ukrainere har erfaring fra landbrug.
-Jeg tager mig så af de nødvendige papirer, arbejds- og opholdstilladelser, fortæller hun.
Det har så også betydet, at hendes telefon stort set ikke været tavs siden invasionen. -Jeg bliver spurgt om hvad der sker og hvilken betydning krigen har for de herboende.
-Jeg har f.eks. kontakt til en mand, der har købt lejlighed i Randers. Han er parat til at tage til Ukraine for at kæmpe. Hvad sker der med hans lejlighed og med hans testamente og hvad sker der med hans kone og barn: Mister de deres opholdstilladelse? Og hvad med huslånet: Skal han betale, mens han er i krig.
-Så vi har besluttet at vi mandag (i dag-red) kontakter hans bank for at vide hvordan, det er.
Viktoriia og hendes danske kæreste, Søren Christensen, har bl.a. forsøgt at få fat på udenrigsministeriets hot-line. -Men de har lukket i weekenden, så vi kan måske ikke svare før i næste uge.
-Vi er glade for den hjælp, vi får fra vesten. Vi får våben, penge og beskyttelsesudstyr, udtrykker Viktoriia Pasichenko. -Vi mangler raketter og andet. Der er nok ukrainske mænd og kvinder, der er parate til at kæmpe. Men vi mangler våben. Men nu har vesten lovet at støtte med våben.
Viktoria Pasichenko svarer på spørgsmålet om, hvorvidt hun er skuffet over, at vesten ikke sender soldater til Ukraine: -På den ene side forstår jeg det ikke. Danmark kan sende soldater til Irak og Afghanistan, men ikke til Ukraine. På den anden side forstår jeg det godt. Vesten er bange for en atomkrig. Putin har truet med at gøre noget lignende.
-Den hjælp, vesten giver, er en stille hjælp, siger Søren Christensen. -Det kan ikke nytte noget, at Putin ved, hvad hjælpen består af. Så det er en stille hjælp.
Vi må handle
-Vi tager selv afsted til grænsen ved Polen for at hente flygtning til Danmark, fortæller Viktoriias kæreste, Søren Christensen.
-Vi har også planer om at tage fat i vores borgmester for at se, hvad Struer kan gøre i situationen, og hvad Viktoriia i den forbindelse kan gøre, siger han, der klart giver udtryk for, at det er tid til at handle.
-Vi er den slags mennesker, der er nødt til at handle, vi kan ikke bare se til, siger Søren Christensen.
Parret har ikke noget egentligt overblik over, hvor mange danske ukrainere, der ønsker at tage til ders hjemland for at kæmpe.
-Men det ser ud til at være mange, siger Viktoriia. -Jeg har snakket med én, der har lavet en gruppe for mænd, der ønsker at tage tilbage. Og de har aftalt med det danske militær, at der bliver tre dages vejledning i førstehjælp og våbenbrug.
Der er lige nu 17 på kurset, men det vides ikke hvor mange, der tager til Ukraine derefter.
-Vi står på spring for at hente nogen af flygtningene til Danmark, og vi tager også nogen med, der vil kæmpe mod russerne, siger Søren Christensen. -Og vi byder os til.
-Det er følelser, der er på spil, siger Søren. -Og hvordan skal vi kunne se dem, vi kender, i øjnene, hvis vi ikke gør noget. Det er også vores budskab til alle.
