Humlum Kro bliver ikke genopbygget efter branden

Humlum Kro bliver ikke genopbygget efter branden, det fortæller kroen ejer Tonny Hedegaard i gruppen “Humlum” på Facebook. Vi bringer herunder hele hans opslag:

“Nyt om kroen.

Da jeg fyldte 40 år, og vi havde haft kroen i 5 år, lovede jeg min hustru at trække mig tilbage, når jeg blev 50.
Det er mange timers arbejde, som jeg har lagt på kroen hver uge, og branchen er svær at finde kokke til, da arbejdstiderne ikke ligefrem inviterer til familietid i weekenderne.

Tiden efter de 50 år gik, finanskrisen havde for alvor sat sine uheldige spor, og den rette køber havde endnu ikke vist interesse ved vores “skuffesalg” hos mægleren, og jeg blev derfor selv mere opsøgende i at finde en overtager.

Sagen er den, at kroen ikke har været nem at sælge.
De færreste må låne så mange penge, og de helt store vil ikke have en lille landevejskro med få værelser.

Status lige nu er, at jeg stadig er i forhandling med forsikringen, så intet er helt afsluttet, men vi er efterhånden ved at forme den sti, som er bedst for mig at vælge.

Vi har været igennem en lang process og med mange forskellige løsningsforslag på banen, for det, jeg allerhelst ønsker, er, at nogen køber kroen og genopbygger den for forsikringssummen.

Men virkeligheden er anderledes.
Der er dels det faktum, at jeg selv skal betale for nyt inventar, da forsikringen ikke vil dække indbo.
Jeg som ejer forsikrede bygningen, mens forpagter forsikrede indbo/inventar.
Men en forsikring dækker ikke selvskade, så godt og vel 1,5 million er gået tabt, hvis jeg genopbygger kroen.
Desuden er der spørgsmålet: Vil jeg overhovedet kunne sælge kroen, når den står færdig, eller er jeg tvunget til at arbejde 70-80 timer om ugen igen?

Min familie og jeg har siden september været meget berørt af situationen, og det er med tungt hjerte, at jeg -efter omstændighederne taget i betragtning- må fortælle, at kroen ikke bliver bygget op igen.
Den bliver revet ned og grunden solgt.
Det er ikke på plads endnu til hvem, eller hvad der skal være.

Det er trist og sørgmodigt, at 24 års arbejde og hele mit livsværk gik op i flammer og ikke bliver kro igen – men jeg har ikke lysten eller energien til at opbygge kroen helt fra bunden igen for derefter ikke at kunne sælge den.

Jeg er rigtig ked af det på byens og jeres vegne, for jeg ved godt, hvad kroen betyder for Humlum.

Men for at Lotte og jeg kan komme videre i livet, så er det den mest hensigtsmæssige løsning for os.

Jeg vil holde jer opdateret og meddele, når aftalen ligger fast, og vi ved, hvem der overtager, og hvad der skal være fremadrettet i jeres by.

Jeg håber på jeres forståelse.
Tonny”

Masser af sympati

Tråden under opslaget viser stor sympati for beslutningen, omend vemod over at kroen bliver et afsluttet kapitel for landsbyen, her nogle af reaktionerne:

Christian Kaagaard Det er en rigtig beslutning Tonny. Du må tænke på hvad der er bedst for dig. Men tak for de mange dejlige år, her i Humlum. I har gjort en stort indsats.

Gitte Stentoft Schou Du skal gøre hvad der er bedst for dig og din familie. Tak for mange gode år.

Louise Meclenborg Faurholt Fuld forståelse herfra, men hold kæft, hvor er det ærgerligt at en så dum handling skal ødelægge det for jer (og jeres kunder)! Jeg kunne skrive en masse forbandelser, men det er jeg sikker på at mange andre har gjort. Tak for mange gode fester og timer på kroen, hele min barndom er foregået i gangene med mine små fætre rendende om hælene til diverse fester… ❤️

Bente Kruse Trist for Humlum men I skal tænke på jer selv og jeres familie. Ønsker jer alt godt i fremtiden. Tak for gode timer på kroen

Lis Daae Hansen Trist at høre, men respekt for din måde at klare det hele på.

Pia Østerdal Jensen Det er bare så sørgeligt det skal ende sådan ?, men fuld forståelse og respekt for jeres beslutning. I skal tænke på jer selv og familien først og fremmest. Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke var ked af at byen mister sin kro, og vi (seniorerne) vort hjem. Tak for mange dejlige år og timer sammen med jer og Kroen.

Flere reaktioner kan læses i gruppen: https://www.facebook.com/groups/humlum/