Har du lyst til at bo i eller idéer til fremtidens seniorbofællesskab i Struer?

spot_img

Et nyt seniorbofællesskab skal udvikles i Danske Banks  gamle domicil på Østergade 29. Du kan nu skrive dig på en  interesseliste eller indlevere gode idéer til projektet. 

Drømmen om at flytte i en individuel bolig med mulighed for at indgå i nære  hverdagsfælleskaber, hvor fokus er på at øge livskvaliteten sammen med  jævnaldrende, er nu kommet tættere på at blive en realitet i Struer, da Lejerbo,  Realdania og Struer Kommune er gået sammen om at udvikle et nyt  seniorbofællesskab på Østergade 29. 

Hvis du har lyst til at flytte i seniorbofællesskab og komme i betragtning som  kommende beboer i Seniorbo Struer, skal du udfylde interesselisten, som du  kan finde på www.struer.dk/seniorbo  

Interesselisten er åben for tilmelding indtil fredag d. 29. april 2021 kl. 12.00 

Et aktiv for byen og rum for liv 

Det nye seniorbofællesskab kommer til at bestå af cirka 20 boliger med  fællesarealer ud mod gågaden, og vil være frontløber for fremtidige projekter,  hvor man aktiverer funktionstømte bygninger, så de igen kommer til at bidrage  med liv til byen. 

Og netop til det formål, er der brug for alle de gode idéer, som Struerboerne  ligger inde med, således at fællesskabet og byen, udeliv, indeliv og  bæredygtighed bliver sat rigtigt i spil. 

”Vi ønsker at skabe de bedste rammer for det kommende seniorbofællesskab i  Struer gågade, således det på rette vis kommer til at fremme livet i byen,  tilgodeser de ønsker, der må være til at fremme fællesskaberne både ude og  inde og gøre projektet så bæredygtig som muligt. Det er jeg overbevist om, at  Struerboerne kan være med til at bidrage til og komme med interessante vinkler  på.”, siger Struer Kommunes borgmester, Niels Viggo Lynghøj. 

”I Lejerbo arbejder vi for at skabe gode rammer for vores beboere. Rum for liv,  kalder vi det. Det gælder selvfølgelig også for livet som senior. Her er det vores  erfaring, at beboerne ofte er særligt interesserede og engagerede. Derfor  glæder jeg mig over projektet her, der netop lægger vægt på fællesskabet. Og  så passer det rigtig godt ind i Lejerbos tanker om bæredygtighed”, siger  formand for Lejerbo Struer-Lemvig, Lars Møller Pedersen. 

Fokus på at forebygge ensomhed 

At der er efterspørgsel og behov for en ny type boliger hos den ældre  målgruppe, er der ingen tvivl om, hvis du spørger Realdania. Boliger, hvor  fællesskabet er i fokus, kan nemlig bidrage til at løse nogle af de udfordringer,  som eksisterer hos den ældre del af befolkningen.  

”Befolkningsgruppen over 65 år vokser markant i disse år. Samtidig viser undersøgelser, at over 100.000 seniorer i dag er ensomme. Derfor arbejder vi i Realdania målrettet på at udbrede seniorbofællesskaber i Danmark, fordi vi kan se, at de kan modvirke og forebygge ensomhed, og at de har en decideret positiv effekt på livskvaliteten. I Struer er der nu mulighed for at omdanne en centralt beliggende bygning til et nyt hverdagsfællesskab og samtidig give nyt liv til byen. Det er et projekt, vi glæder os meget til at følge,” siger Stig Hesselund, projektleder hos Realdania. 

Har du idéer til seniorbofællesskabet, kan du sende dem til seniorbostruer@pluskontoret.dk eller aflevere dem i postkassen ved banneret på bygningen Østergade 29. Idéerne skal være indleveret inden d. 29. april.  

Vi efterspørger idéer inden for følgende kategorier: 
– Fællesskabet og byen 
– Fællesskabet og indeliv 
– Fællesskabet og udeliv 
– Bæredygtighed 

Du kan få mere information og se videoer om seniorbofællesskabet samt finde et fortrykt ark til gode idéer på www.struer.dk/seniorbo  

Pressemeddelelse/Struer Kommune

spot_img
spot_img
spot_img