Han har haft 20 års pause i sejllads med H-både, fortæller Charlotte

Struer Nyheder H-båd 565 Claus Cristiansen, Struer
Båd nummer 565 med skipper Claus Christiansen, der er det lokale islæt ved VM for H-både, var lige forbi den gamle færge, Venøsund, for at vise sig frem for familie og venner. (Foto: Jan Johansen)

I båd nr. 565 hedder skipperen Claus Christiansen og gasterne er Per Norman Hansen og Peter Kok Jensen. De har én ambition: De vil ikke ende sidst.

Sådan fortæller Charlotte Sehestedt, der er gift med skipperen. Vi mødte hende, da vi tog en tur ud til H-bådenes sejlladser i Struer bugt med den gamle færge, Venøsund. Her ude dyster H-bådene om VM 2021.

“De er vist endt som nummer 37 og 38 i de to afdelinger i dag (torsdag),” siger Charlotte. Og da feltet er på 44 både, er ambitionen indenfor rækkevidde.

“De andre danske både har kvalificeret sig, men Claus fik et wildcard,” fortæller Charlotte. Det var nogle af deres venner, der spurgte om ikke Claus skulle være med, når nu VM skulle afholdes i Struer.

Charlotte Sehestedt var med på den gamle færge Venøsund. Herfra kunne hun følge med i hvordan det gik mandens ambitioner om ikke at ende sidst. (Foto: Jan Johansen)

“Så måtte han ud at købe en ny båd,” smiler Charlotte Sehestedt. “Det er 20 år siden, han sidste sejlede i en H-båd. Han fik sin gamle gast Per med, men manglede stadig én. Så henvendte han sig til andre sejlklubber og søgte én. Så dukkede Peter Kok Jensen op og sagde, at det kunne han da godt.”

Så da båd nummer 565 sejlede ud til første sejllads i går klokken 11, var det første gang de tre sejlede sammen for alvor. Peter bor nu i en autocamper på havnen.

Og at ende sidst?

“De er ved godt mod,” siger Charlotte. “Båden sejler godt, men de tre ombord skal lige rystes sammen.”

Båden, som Claus Christiansen, købte for 5 måneder, har gode lokale sponsorer, der har fået plads på siden af båden: Bremdal Radio, Sound Hub Denmark og Lydens By, og at båden kommer fra Lydens By ses tydeligt, da båden vender mærket for første gang og spileren kommer op. Der står Lydens By med logo og store bogstaver.

Den sejllads vi overværer fra Venøsund, er vist femte sejllads. Og båd nummer 565 kommer over starten som nummer to, og er en overgang faktisk nummer ét.

“De glider nok tilbage,” siger Charlotte, “men vi fejrer de små sejre, der er.” Claus Christiansen og hans to gaster runder mærket som nummer 28.

“Det er fantastisk at få muligheden for det,” siger Charlotte. “Det er en mulighed, der kun kommer én gang.”

“Det er også fantastisk, at komme ud med færgen og så kunne komme så tæt på. Det gør det noget sjovere,” siger Charlotte og hæver kikkerten og spejder efter båd nummer 565.