Gimsinghoved Festivalen præsenterer programmet for 2023.
– Dansk når det er allerbedst

spot_img

Den 20. august åbnes havelågerne igen til Gimsinghoveds skønne haveanlæg, når årets Gimsinghoved Festival byder velkommen til en skøn eftermiddag med dansk musik fra øverste hylde.
På parkscenen kan man i år opleve nogle af de ypperste musikere og sangskrivere fra den danske musikscene, når scenen indtages af Søren Huss, Soleima, samt Dissing og Las’ 30 års jubilæumsshow.

Huss gør comeback

Publikum gav Søren Huss en meget varm velkomst, da han i august 2022 annoncerede sit livecomeback.
Ét døgn; længere tid gik der ikke før alle tre annoncerede koncerter i december var udsolgt. En overraskende, men smuk tilkendegivelse fra publikum oven på en indadvendt tid for den fynske sanger og sangskriver. I september annoncerede Søren Huss yderligere 12 koncerter i foråret 2023, og herefter spiller han udvalgte festivaler i sommeren 2023. Heldigvis er Gimsinghoved festivalen en af disse udvalgte festivaler.

Søren Huss er som altid undervejs med nye sange, så mon ikke der vil være lidt overraskelser på sætlisten til sommerens festival.

”Vi er utrolig stolte over at have Søren Huss på programmet til Gimsinghoved Festivalen. Sørens fantastiske musiske univers passer perfekt til netop vores festival. Der venter gæsterne en kæmpe oplevelse, når Søren indtager scenen helt alene med klaveret og sin skønne vokal.” Kristian Hedegaard, Folkets Hus

Soleima nu på dansk

Soleima skød i foråret 2022 sit nye dansksprogede musikalske eventyr i gang med singlerne ”Livet Begynder” og ”Kanterne”.
I efteråret 2022 var hun aktuel i DR’s Min Sang Til Danmark samt Toppen af Poppen, hvor hun tryllebandt deltagere og seere med sin særegne vokal og ærlige fortolkninger. Til februar 2023 udgiver hun sit første album på dansk kaldet ’Nationens Skrammer’ som hun tager med på landets festivaler til sommer.

Til Gimsinghoved Festivalen kan man opleve Soleima i en ny og dejlig udgave med klaver og strygere, og derved løfter Soleima ambitionerne med sit show, der skal være levende, håndspillet og skubbe grænserne for, hvad koncertformatet kan, når det møder greb fra teaterverdenen. Dertil er det vigtigt for hende at skubbe sine egne grænser for, hvad hun kan tillade sig på en scene.

Publikum kan forvente noget helt nyt fra mig. En mere organisk, håndspillede og levende vej, hvor vi tør blande temaer fra musikkens verden med noget ’stramt’, koreograferet og teatralsk. Det er noget man ser meget udenfor Danmark med artister som bl.a. Lorde, Solange og St. Vincent, og jeg ønsker at skubbe til hvad koncertformatet kan.” lyder det fra Soleima.

Arven efter Povl – 30 år med Dissing og Las

Sidste navn på plakaten er Dissing & Las.
”Vi har mistet vores far. Arven er en sangskat, der skal leve videre.”

For 30 år siden tog Povl Dissing sønnerne og Las med på den første sommerturné, der skulle blive startskuddet på et langt samarbejde. Povl var en speciel og inspirerende læremester, der på sin egen måde fremelskede og indgød til det personlige udtryk. Helt fra barnsben har han lært sønnerne sange. Sange han selv havde fået fra sin mor, dem han selv havde skrevet og dem der er kommet til ham. Det er en arv og en kæmpe gave, som Dissing & Las nu gerne vil dele ud af. 30 år “on the road” fejres med at dykke ned i minderne og sangene fra Læremesteren Povl Dissing.

Billetsalget starter snart
Alt i alt venter der en unik oplevelse den 20. august på Gimsinghoved, hvor der på scenen bliver dykket ned i sangskrivningens mange detaljer og det helt specielle ved den dansksprogede popmusik.
Vi glæder os til at byde velkommen til en hyggelig eftermiddag i haven ved Gimsinghoved.
Billetsalget starter den 17. januar kl. 10.00

spot_img
spot_img
spot_img