Frivillige blev hædret og fejret ved Struer Kommunes nytårskur i Folkets Hus

Vinder af årets handicappris Rikke Bjergager Gade sammen med formand for handicaprådet Jeanette Quaade. Foto: Palle Lykke Ravn
Nytårskur 2019. Foto: www.struer.dk

Frivilliges indsats i foreninger og sociale- og kulturelle indsatser blev fejret ved Struer Kommunes nytårskur i Folkets Hus. 

Borgmester Niels Viggo Lynghøjs velkomsttale hædrede de frivilliges indsats. Borgmesteren lagde vægt på, at frivilliges initiativer i Struer Kommune bidrager til en positiv udvikling i lokalsamfundene og er med til, at Struer Kommune er et godt sted at bo. Frivillige tilfører kommunen værdi. Frivillighedens store styrke er, at nye borgere lokkes ud i foreningerne, så indsatserne dermed har en direkte effekt på den mentale- og fysiske folkesundhed.

Der blev uddelt 9 priser for særlige indsatser i 2018

Chef for Lydens By Peter Kjeldberg ledte de 300 fremmødte frivillige, politikere og repræsentanter fra Struer Kommune igennem aftenen, som også bød på musik fra Sara Grabow, Maria Lystbæk og unge musikere fra dansk talentakademi.

Erindringsprisen 2019: gik til bokseren Dina Thorslund

Årets idrætsnavn: blev bokseren Dina Thorslund for hendes kæmpe præstationer i bokseringen. Dina fortæller, at det at bokse i Struer, får hende til at kunne præstere 10% ekstra. Og oplevelsen for hende bliver 100% større med den store opbakning fra struerboerne. Det takkede hun meget for.

Foreningsprisen: gik til Thyholm Løbeklub, som gør en særlig indsats for, at tilbuddet bliver både sjovt, socialt og seriøst for medlemmerne.

Spejderprisen: gik til spejderleder Lars Hebsgaard, Hjerm FDF, som har en særlig opmærksomhed på, at børnene bliver set og hørt i foreningen.

Kulturprisen: blev tildelt Regelbau 411, Oddesund. Samtidskunst med et lokalt islæt, som er anerkendt af både struerboere og Statens Kunstfond, nationalt og globalt.

Handicapprisen: gik til Rikke Bjergager Gade, som har igangsat håndboldtræning som det eneste eksisterende tilbud om fritidsaktiviteter til udviklingshæmmede børn.

Frivillighedsprisen: gik til Broen Struer, som gør en særlig indsats for at søge midler til børn, hvor hjemmet har en økonomi så børnene ikke kommer til fritidsaktiviteter, så de også får en mulighed for at deltage i sport og andet.

Du-Gør-En-Forskel-prisen: gik til Vibeke Pedersen fra Struer Sportsdanserforening, for sit fokus på at inkludere børn, unge og voksne med særlige behov. Eller som Vibeke selv så smukt udtrykker det: “…skabe et rum, hvor man bare kan være… et rum, hvor sproget er dans…”.

Unglederprisen: gik til Maria Søgård Lund for sit engagement som hjælpetræner i Struer kajakklub.

Lederprisen: gik til Søs Søvndahl for sit store engagement og imødekommenhed overfor børnene i Langhøj badmintonklub.

Lydens By

Lydens by har et tæt samarbejde med foreningerne. Eliten inspirerer børn og unge til at deltage i tilbud. De mange ildsjæle i lokalsamfundenes bredde inspirerer, så der er også i fremtiden er frivillige, der kan bidrage til et godt udvalg af tilbud til børn, unge og ældre struerboere.

Struer Nyheder vil i den kommende tid bringe artikler om frivillige ildsjæle, som gør en stor forskel for hele Struer Kommune.

Struer Nyheder består også udelukkende af frivillige. Der er mange veje at engagere sig i frivilligt arbejde, som gør noget godt for struerboerne. Måske kunne det også være noget for dig, at udbrede gode nyheder fra dit lokalsamfund, så flere får kendskab til alle de gode initiativer, der bliver sat i værk rundt omkring i Struer Kommune?