Fødevarefestivalen SANS afvikles i år i Midtbyen i Struer

spot_img

SANS byder endnu en gang velkommen til en hyggelig og smagfuld festival lørdag den 20. august kl. 10:00 – 16:00 i midtbyen, hvor de besøgende kan opleve alt fra spændende oplæg til lækre smagsprøver og få inspiration til madlavningen

Når SANS byder velkommen lørdag den 20. august, bliver det 12. gang fødevarefestivalen afholdes. De besøgende kan blandt andet få glæde af at møde interessante oplægsholdere, de kan blive inspireret til at variere egne opskrifter og ikke mindst vil der være mulighed for at få lækre smagsprøver.

SANS har eksisteret siden 2010, og kun et år er arrangementet glippet. Det var i 2020, hvor SANS ligesom så meget andet måtte se sig begrænset af coronarestriktionerne.

”Vi er så klar til at afholde et brag af en fødevarefestival, og de besøgende kan blandt andet besøge Det grønne hjørne, hvor fokus vil være på vegansk og vegetarisk mad uden at sige, at man aldrig må spise kød. Et andet område hedder Going local, og dem der står der, har fokus på fødevarer, som kommer her fra egnen, eller lokalt hvor de kommer fra. Blandt andet kommer Glyngøre shellfish med østers fra Limfjorden ligesom man kan købe øl fra Struer Håndbryg” fortæller eventchef Kim Høfler.

Andre områder der skal nævnes, er ”Samtalekøkkenet”, hvor Restaurant Ved Fjordens Kirstine Christensen vil interviewe forsker og madhistoriker Bettina Buhl, efter hun med stor succes har været med til at udvikle menuerne og bidraget med madhistorisk viden til manuskriptforfatterne på den populære tv-serie Badehotellet.

I Det Grønne Univers vil Struer Havekreds demonstrere hvordan man laver kreativ mad på grillen. Havekredsen byder desuden på smagsprøver af kryddersnapse ligesom der vil være tombola. Området Think Twice har fokus på klima, og hvad man helt konkret kan gøre for at hjælpe, når man taler om fødevarer. Think Twice handler blandt andet om at mindske madspild, og om hvordan vi får mere grønt og mindre kød ind i vores hverdag.

”Flere af områderne er områder, hvor folk gerne må blive udfordret, og de må gerne gå derfra og tænke, at det var interessant, og at de har fået noget med hjem, som de kan bruge. I området Grænseløs kommer de etniske foreninger til at stå, og her vil de besøgende kunne få inspiration til mad særligt fra østen. Det plejer at være et stort hit”, siger Kim Høfler.

Besøger man Nordvestjyske dråber, kan man få fornøjelsen af at smage øl og vin. Børnene kan hygge sig til Mad i børnehøjde, hvor FDF kommer og lærer dem at lave pizza over bål. Her kan børnene også kan prøve en candyfloss- og flødebollemaskine og prøve kræfter med kassestabling.

– På dagen holder butikkerne åbent fra 9.30 til 16, og SANS plejer at være et arrangement, som garanterer, at mange mennesker besøger byen. Der kommer både folk fra byen og oplandet, men vi plejer også at se besøgende, som kommer længere ude fra. Vi håber på, at der bliver en masse handel og god stemning, og vi ser frem til liv i gågaden, hvor der også vil være musik, som medvirker til, at det bliver en god og hyggelig dag, slutter Kim Høfler.

spot_img
spot_img
spot_img