Ejendomsvenligheden i de danske kommuner giver Struer en sjetteplads

Det fortæller Erhvervsorganisationen EjendomDanmark i et brev til Struer kommune.

Det er niende år i træk EjendomDanmark har undersøgt hvilke kommuner, der skaber de bedste rammer for det lokale erhvervsliv gennem de betingelser, som kommunen tilbyder sine  ejendomsinvestorer og ejendomsbrugere

“Vil I som kommune forbedre jeres position på listen og mulighederne for at skabe en varig og sund økonomisk og erhvervsmæssig vækst, hvor I tiltrækker nye virksomheder, er det afgørende at tilbyde nogle gode vilkår og rammer for dem, der ejer og investerer i ejendomme. Uanset om det er private ejendomsinvestorer, der tilbyder virksomhederne mulighed for at leje lokaler, eller det er virksomheder, der etablerer  sig i egne lokaler,” skriver EjendomDanmark i brevet til kommunen.

EjendomDanmark kommer også med forslag til, hvordan Struer kan kravle endnu længere op på listen over de bedste rammer for erhvervsvenligheden i kommunen:
“En hurtig og effektiv sagsbehandling sikrer, at byggeprocessen glider effektivt, og dermed undgår investor  unødige omkostninger. I kan derfor tiltrække virksomheder og investorer samt øge byggeriet og tiltrække  flere arbejdspladser, hvis I reducerer sagsbehandlingstiden til 36 dage. Det er den tid, der bruges i  gennemsnit i den bedste tredjedel af kommunerne.”