Cykelløb i Struer bymidte ændrer trafikken på onsdag

Onsdag den 10. august 2022 køres cykelløbet Le Tour Revanchen i Struer, hvor du kan opleve stjernerne fra de franske landeveje. Cykelløbet og det forventede store publikum får betydning for kørsel og parkering i Struer på dagen”

Struer Lydens By bliver som i 2019 og 2021 igen vært for omkring 50 topcykelryttere, heraf flere af de danske deltagere i årets Tour de France. Du kan således opleve Mads Pedersen, Jakob Fuglsang, Michael Mørkøv, Kasper Asgreen og Søren Kragh Andersen dyste i gadeløbet Le Tour Revanchen på en kort, intens og publikumsvenlig rundstrækning i bymidten med start og mål ved Folkets Hus.

Cykelløbet skal af sikkerhedsmæssige hensyn køres på en helt afspærret rute uden parkerede biler, Derfor vil løbet spærre bymidten fra om eftermiddagen og til sent på aftenen og påvirke trafikken i de tilstødende områder.

Hvis du bor i bymidten eller normalt har din bil holdende der, er det derfor en god idé at planlægge, hvor du kan parkere, hvis du skal ud af byen, eller simpelthen bare planlægge at nyde cykelløbet sammen med de mange publikummer.

Ruten går fra Tegltorvet op ad Rosenvænget og Kirkebakken over Bredgade og ned ad Kirkegade til Enggade og Anlægsvej, før den drejer til venstre ved Apollon og op ad Smedegade, hvor den svinger skarpt til højre ned ad Vestergade og Anlægsvej, for til sidst at komme tilbage til Smedegade og målstregen ved Tegltorvet.

Altså bliver størstedelen af midtbyen påvirket, så overvej at tage toget til Struer eller parker din bil på havnen, hvis du kommer i bil eller regner med at skulle bruge den i løbet af arrangementet.

Følgende gader og pladser er omfattet af parkeringsforbud hele dagen d. 10. august:

  • Tegltorvet er start- og målområde og P-pladsen ved Folkets Hus er derfor spærret hele dagen uden mulighed for til- og frakørsel.
  • På store dele af Rosenvænget, Kirkebakken og Kirkegade samt dele af Enggade, Vestergade og Anlægsvej er der parkeringsforbud hele dagen af sikkerhedsmæssige hensyn. Husk derfor at flytte din bil senest den 9. august, hvis den holder i en af gaderne. Alle berørte husstande har modtaget flyers om p-forbuddet i postkassen.

Da der skal opsættes en start/mål portal ved det gamle posthus bliver Tegltorvet spærret fra kl. 13.00 – 21.00 d. 10. august.

Følgende gader og pladser er omfattet af kørselsforbud og afspærringer i tidsrummet kl. 16.30 – 21.00 d. 10. august

  • Generelt er store dele af Struer Midtby afspærret før og under løbet. Hvis du skal gennem byen, kan du køre på de større veje som Holstebrovej, Ringgade og Fjordvejen, der er åbne.
  • Smedegade er spærret på hele strækningen mellem Reberbanen og Rosenvænget ved Den Glade Pingvin.
  • Søndergade er spærret fra Tegltorvet til Jernbanegade.
  • Bredgade er spærret for gennemkørsel mellem Østergade og Ringgade.
  • Vestergade er spærret fra Smedegade til Anlægsvej.
  • Anlægsvej er spærret for gennemkørsel og helt afspærret fra Vestergade til Enggade.
  • Rosenvænget er spærret for gennemkørsel og helt afspærret fra Kirkebakken til Tegltorvet.
  • Hele Kirkebakken indgår i ruten og er derfor spærret.
  • Kirkegade er spærret fra Kirkebakken til Smedegade.
  • Kirkevænget er spærret for gennemkørsel.
  • Hele Enggade indgår i ruten, og er spærret.
  • Fjordglimt er spærret for gennemkørsel.
  • P-pladserne overfor Infocentret, SuperBrugsen og foran Rema 1000 er spærret.

Hvis du ikke skal ud at køre, men opleve cykelløbet og de store stjerner tæt på, finder du mere information om selve arrangementet på Lydens Bys hjemmeside: https://lydensby.dk/tour/