Centimeter Maraton med Rasmus Klump i Struer

Sammen med Rasmus Klump kan børn i alderen 2-10 år løbe Centimeter Maraton – et børneløb på 42.195 centimeter. Det svarer til 422 meter, så selv de mindste kan være med. Foto: Børneulykkesfonden

42.195. Så mange centimeter skal de seje centimetermaratonløbere løbe, når Børneulykkesfonden og Rasmus Klump afholder Centimeter Maraton i Struer fredag d. 2. september kl. 15.00 – selv de allermindste kan være med!

De fleste børn kan godt lide at bevæge sig. Alligevel er det kun et mindretal af danske børn, der opfylder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fysisk aktivitet. Det vil Børneulykkesfonden gøre noget ved. Derfor har de etableret Centimeter Maraton, der afholdes i flere byer i Danmark.

Den klassiske maratonløber nedlægger en strækning på 42,195 kilometer, mens

centimetermaratonløberen nedlægger 42.195 centimeter – eller 422 m. Dermed kan selv de mindste være med og kalde sig for maratonløbere.

Mere bevægelse i hverdagen

Centimeter Maraton skal hjælpe børnefamilier med at komme op af sofaen, væk fra TV, tablets og telefoner og ud i den friske luft. Så hvorfor løbe med?

”I Børneulykkesfonden arbejder vi for at få leg og bevægelse ind i børnenes hverdag. I en digital tidsalder er der mere end nogensinde brug for, at vi husker at komme ud og få rørt os, og det skal helst ikke være en sur pligt. Initiativer som fx Centimeter Maraton styrker både den aktive livsstil, samtidig med at man har det rigtig sjovt”, fortæller Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Centimeter Maraton er for børn i alderen 2-10 år, og børnene inddeles i to grupper: ”Pildskadderne” og ”Gøjerne”. Pildskadderne er de mindste børn, hvor far eller mor må løbe med. Gøjerne er de større børn, som godt kan løbe hele distancen selv.

Det støtter du op om

Centimeter Maraton arrangeres af Børneulykkesfonden og Rasmus Klump i samarbejde med Lydens By. Løbet støttes af Shell og Egmont.

Alt overskud fra løbet går ubeskåret til Børneulykkesfondens arbejde for at øge børnesikkerheden i Danmark.

Sammen med Rasmus Klump kan børn i alderen 2-10 år løbe Centimeter Maraton – et børneløb på 42.195 centimeter. Det svarer til 422 meter, så selv de mindste kan være med. Foto: Børneulykkesfonden