Budgetaftale: Den Gamle Købmandsbutik kan fortsætte

spot_img

I budgetaftalen for 2019-2022 er Den Gamle Købmandsbutik blevet sikret med 40.000 kr om året i de fire år. 

Den Gamle Købmandsbutik ligger på Østergade 3, på Lilletorv. Det er selvsamme hyggelige og sjælfyldte interiør og butik, som købmand Niels V. Jensen drev i mange år i Struer. Købmandsbutikken er indrettet med alle de mange effekter, som Struer Museum fik, da købmanden Niels V. Jensen i 1993 lukkede sin butik, som lå på hjørnet af Danmarksgade og Nygade.
Når man træder ind i butikken, er det som at opleve verdenen for 50 år siden. Butikken har haft åbent ved specielle lejligheder og købmændende som passer butikken kan fortælle mange historier om de gamle varer som står på hylderne. Butikken har været lidt af et tilløbsstykke, rigtig mange har besøgt den når den har været åben.

Med de 40.000 kr om året i budgetaftalen, er det nu sikret at butikken kan fortsætte og det glæder Købmand Erik Neumann.

– Jeg synes da det er rigtig fint, at kommunen bakker op omkring vores indsats, som også er med til at skabe liv i byen. Det er rigtig fint, at vi bliver bakket op, og jeg tror ikke det er noget problem, at få genansat os til endnu en tørn, fortæller Erik Neumann.

Erik Neumann havde i sin tid købmandsforretning i netop Østergade 3 hvor Den Gamle Købmandsbutik er, så på den måde er det både lidt Niels V. Jensens (interiøret) og Erik Neumanns (lokalerne) gamle købmandsforretning, det giver grobund for en masse spændende historier når man besøger butikken.

Også hos Struer Museum som butikken hører under, er der stor glæde.

– Det er en stor glæde for os, at købmandsbutikken ser ud til at kunne fortsætte med det nye tilskud fra kommunen. Vi synes, købmandsbutikken giver en helt unik og autentisk oplevelse til lokale og turister. En ting er det originale interiør, og de gamle genstande, men stedets helt store attraktion, også i forhold til at formidle fortiden, er de tidligere købmænd. Det er igennem deres service og deres snakke med gæsterne, at folk bliver ført tilbage. Det er virkelig unikt, siger en tilfreds museumsleder Jesper Bækgaard.

Foto: Struer Museum og Eli Sørensen.

spot_img
spot_img
spot_img