Braget: Støj så højt du kan!

spot_img

På fredag d. 23. august præcis kl. 14.30 sætter Braget Struer Tracks #2 i gang. Det sker på foran Struer Rådhus. Og alle skal være med, mener Struer Tracks arrangører.

Normalt bliver man bedt om at forholde sig roligt, hvis man støjer for meget. Fredag eftermiddag kl. 14.30 skal  du støje så højt og gennemtrængende, du kan. I hvert fald hvis du befinder dig foran rådhuset.

Braget går i al sin enkelhed ud på, at larme så højt som muligt i 3 minutter.

Alle borgere, skoler, institutioner, foreninger, butikker og arbejdspladser er hermed inviteret til at bidrage til BRAGET. Kom med grydelåg, din yndlingstrompet eller dit hjemmebyggede instrument og lad verden høre, at der er lyd og liv i Struer. Til BRAGET kan man spille, synge, larme, råbe, grine, trutte eller fløjte. 

Hvordan lyder du? Hvordan lyder jeres forening, klasse eller virksomhed? Det vil Lydens By gerne høre til BRAGET. 

Sammen skal lyden af Struer skabes, skriver arrangørerne.
Sidste gang i 2017 nåede BRAGET 94 dB i gennemsnitligt lydtryk over de tre minutter på pladsen. Men det var også ved hjælp af den daværende borgmesters traktor. Men alligevel skulle det gerne gøres bedre i år.

Optakten til BRAGET begynder kl. 14.00. Her varmer Struer Musikskole op med musik og lyde i gader og stræder. Og så er der kaffe og BRAG-kage.

Og hvis BRAGET bliver stort nok, vil der komme et efterskælv. Dette vil blive orkestreret af Kultur og Fritidschef Thomas Antunes og vil bestå af et musikstykke, der bliver skabt på stedet med de lyde, der er.

spot_img
spot_img
spot_img