Borgerforeningerne i Bremdal og Humlum donerer penge til støjramte borgere

Borgerforeningerne i Bremdal og Humlum donerer penge til støtte til de støjramte borgere

Borgerforeningerne har hver doneret 6.300 kr. til en ny undersøgelse af den lavfrekvente støj, der plager en del beboer i de to byer.

”Vi skal bruge 18.700 kr. for at få foretaget en kvalificeret måling. Det er specialistfirmaet 103 fra Odense, der har givet tilbuddet,” fortæller Gitte Jensen, Humlum, en af de støjramte. ”Vi mangler lige nu 4.175 kr. Vi håber på flere donationer fra borgere og virksomheder. Alt har ret, 50 kr. eller 500 kr. det hele hjælper.”

Mellem 5 og 10 % procent i Danmark er ramt af gener fra lavfrekvent støj, og det lyder som en kompressor, der står og kører 24/7, fortæller Gitte Jensen.

”Den lavfrekvente støj kan høres i en radius på 20 km fra kilden. Og vi har da også hørt fra folk i Struer og Hjerm, der har gener på grund af støjen,” siger Gitte Jensen, der ikke har meget til overs for den hjælp, de i Bremdal og Humlum har fået fra kommunen.

”Vi har holdt møder med kommunen, men følte ikke at var villige til at hjælpe for alvor. De foretog godt nok en måling: Men den var ikke efter forskrifterne, blev ikke certificeret, så den accepterer vi ikke. Vi skal have foretaget vores egen undersøgelse.”

”Jeg har omdelt 368 spørgeskemaer i Humlum og fået 35 tilbage. Syv personer beskriver gener fra lavfrekvent støj,” fortæller Gitte Jensen. I Bremdal kom der svar fra 98 borgere, hvoraf små tyve følte at de har problemer med lavfrekvent støj.

”Siden er der kommet flere til, så der p.t. er 14 personer i Humlum og 20 i Bremdal,” siger Gitte Jensen.

De støjramte, hvoraf flere er blevet decideret syge med bl.a. stresssymptomer, har hele tiden haft mistanken rettet mod Bremdal Fjernvarmeværk.

”Den måling, der blev foretaget på værket, må vi ikke se, og det forstår vi ikke. Der har godt nok været tvivl om der overhovedet blev fortaget en måling der, men det har vi fået bekræftet, at der gjorde,” fortæller Gitte Jensen, der er én af de borgere, der har sat deres hus til salg for at komme væk fra støjen.

”Vi ønsker en ny professionel måling, når nu kommunen ikke kunne sørge for en acceptabel undersøgelse,” slår Gitte Jensen fast.

”Donationer til at støtte de støjramte til en ny måling kan gives på MobilePay på nummeret 5172 7253, afleveres på Stenvej 27, Humlum, eller indbetales i banken på konto nummer 9070 4480905612,” oplyser Gitte Jensen, der er en af de få, der stadig har overskud til at handle: ”Andre har givet op på grund af generne.”
/Leif Madsen

Foto:
Gitte Jensen med Bremdal i baggrunden. Det var i Bremdal problemerne med den lavfrekvente støj først blev taget op.