Ambitiøst renoveringsprojekt og udvidelse af elevkapaciteten på Struer Fri Fagskole

Struer Fri Fagskole benytter muligheden for at udbygge antallet af elevværelser i forbindelse med bæredygtig renovering af taget på skolens hovedbygning

En stor del af Struer fri fagskoles aktivitet foregår i den originale hovedbygning fra 1955, der huser bl.a. skolens køkken, spisesal og hovedparten af elevværelserne.
Bygningen dannede oprindelig ramme om Struer Husholdningsskole, og der er fortsat er fokus på gøremålsundervisning og dannelse i huset.
Taget på hovedbygningen trænger nu til et skift.

Struer Fri Fagskole blev bygget som Struer Husholdningsskole i 1955.

Bæredygtighed i praksis

Bæredygtighed er en værdi man handler på, på Struer Fri Fagskole.
Både social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed er naturligvis indtænkt i renoveringsprojektet.
Som skoleform er vi vant til at eksekvere tanker til handling:
”I vores hverdag er vi vant til at se bredt på begrebet bæredygtighed.
Vi gør hvad vi kan for at finde individuelle veje frem mod afklaring for vores elever, det betyder også at vi er vant til at se muligheder. Her har det været oplagt at se muligheden i at kombinere et nyt bæredygtigt tag med solceller og samtidig
få etableret ekstra værelser da vi oplever stor søgning til vores skoleform.”
siger afdelingsleder Rasmus Hansen.

Struer Nyheder Rasmus Hansen afdelingsleder Struer Frie Fagskole
Afdelingsleder Rasmus Hansen

20% bedre end kravet + vedvarende energi
Miljømæssigt bliver bygningen 20 % bedre på den grønne profil end reglementet kræver, hvilket resulterer i en 20% besparelse på hele skolens energiforbrug. CO2 udledningen reduceret med hele 31%.
Udover at der isoleres væsentligt mere under taget, skal selve taget dækkes af solceller. På den måde kan skolen både forbruge vedvarende energi og reducere energiregningen betragteligt.

Flere elever under taget
Struer fri fagskole har oplevet en stigende efterspørgsel på skolens evne til at sende afklarende unge videre ud i job og uddannelse. Afdelingsleder Rasmus Hansen glæder sig derfor til at tilbyde endnu flere elever nyt tag over hovedet.
Flere elever under taget kombineret med energibesparelserne gør projektet økonomisk bæredygtigt, men skoles hovedsigtet er den sociale bæredygtighed – At skolen får mulighed for at hjælpe endnu flere unge mennesker videre på deres rette vej.

Ikke uden hjælp
I samarbejde med Proenergi er skolen blevet skarp på den grønne bæredygtighed og Struer kommune har været en stærk samarbejdspartner og medspiller.
Taget er tegnet hos Møller Nielsens Tegnestue hvilket sikre bygningens og skolens historie, da denne tegnestue også stod bag tegningerne til den oprindelige husholdningsskole.

Til stor glæde har Færchfonden doneret 500.000 til projektet og direktør i Færchfonden Claus Omann Jensen udtaler:

”Struer Fri Fag- og Højskole er en væsentlig spiller i Nordvestjylland i forhold til at uddanne de unge mennesker og ikke mindst i forhold til at hjælpe på vej med at udklække den type kvalificeret arbejdskraft store dele af det lokale erhvervsliv efterspørger; nemlig faglært arbejdskraft. Nu glæder vi os til at se
resultatet af ombygningen og glæder os over, at skolen med byggeriet også træder ind på en klimamæssig bæredygtig dagsorden”.

Planen er at renoveringen påbegyndes i det nye skoleår og forventes færdiggjort inden sommerferie i 2022.

Skolen er generelt meget engageret I bæredygtighed og grøn omstilling. Den frie fagskole er en kombinations skole med Struer Højskole og er derigennem med i Højskolernes bæredygtighedsnetværk. I tillæg til byggeriet er der udarbejdet en grøn forretningsplan som der skal arbejdes efter i de kommende år.
Struer fri fagskole er en del af de frie fagskoler. En skoleform med stigende efterspørgsel på grund af det praktiske fokus, både i linjefag og traditionelt teoretiske fag. Der arbejders med gøremåls undervisning, afklaring og erhvervsrettet.

Pressemeddelelse/Struer Frie Fagskole.