Ambitiøs ny venturefond for global lydinnovation stiftet

spot_img

Innovations- og acceleratormiljøet i Sound Hub Denmark styrkes nu yderligere gennem stiftelse af en venturefond for tidlige ”preseed” investeringer direkte i talentmassen af talentfulde soundtech startups.
Søgning efter potentielle medinvestorer er allerede påbegyndt.

Færchfonden og Vald. Birn Holding har netop stiftet SoundInvest A/S, som vil investere i de soundtech startups, der understøttes og udvikles gennem Sound Hub Denmarks globale SoundTech Accelerator Program.

SoundInvest – unik, ambitiøs og international

Vækstmiljøet i Sound Hub Denmark tilføres et unikt investeringstilbud til iværksættere indenfor lyd. Michael Rohde Böwadt, udnævnt som direktør for SoundInvest beskriver fondens mandat således:

SoundInvest er unik.Det er første gang, at en venturefond udelukkende fokuserer på investeringer i soundtech startups. Herudover kommer vi til at bygge videre på den internationalisering, som præger inkubationsmiljøet i Sound Hub Denmark. Dette betyder, at en stor del af vores investeringer kommer til at være i internationale startups med vækstpotentiale. En tilgang, som gør det interessant også for de større og internationale industrispillere at være med.’

Selvforstærkende partnerskab for vækst

Investeringerne i startups kommer til at bygge på et tæt samarbejde mellem SoundInvest og Sound Hub Denmark. De to selskaber har indgået et partnerskab om talentrekruttering og ”preseed” investeringer; en tidlig kapitalindsprøjtning i de udvalgte startups fra det anerkendte og globalt orienterede SoundTech Accelerator Program. Peter Petersen, direktør for Sound Hub Denmark, ser frem til samarbejdet med SoundInvest:

Det er en kæmpe mulighed for de deltagende startups i vores SoundTech Accelerator Program, at de ikke kun tilbydes hjælp til udvikling og vækst, gennem forretningsudvikling og teknisk innovation, men nu også sikres en direkte investering, som for alvor kan hjælpe dem videre på vækstrejsen. Derudover sikrer samarbejdet med SoundInvest en mere langsigtet og finansiel bæredygtig model for accelerator-programmet.’

Gevinst for lydinnovations- og acceleratormiljøet i Denmark

Foruden at gøre soundtech accelerator-programmet mere økonomisk bæredygtigt, rummer SoundInvest et stort udviklingspotentiale for Sound Hub Denmark som helhed:

Innovations- og acceleratormiljøer, som Sound Hub Denmark, opnår for alvor momentum, når finansielle aktører og større industrispillere bliver interesserede og begynder at investere i vækstlaget. Derfor er SoundInvest en betydningsfuld tilføjelse til Sound Hub Denmark. Tilstedeværelsen af risikovillig kapital kan ligeledes yderligere øge Sound Hub Denmarks tiltrækningskraft af internationale startups til Danmark, når investeringsmuligheder også bliver en del af den tilbudte pakke,’

forklarer tidl. CEO for Bang & Olufsen og fhv. formand for Vækstfonden Tue Mantoni.

Venturefonden lanceres nu – medinvestorer søges

Målsætningen er, at SoundInvests første venturefond skal have en kapital på 22 mio. kr. To tredjedele af dette beløb er rejst gennem indskud hovedsageligt fra Vald. Birn Holding og Færchfonden. Kim Rishøj Holding og MIROBO Holding indgår ligeledes som investorer. Det er med denne kapital i ryggen, at venturefonden nu lanceres, samtidig med at der fortsat søges efter potentielle medinvestorer.

Det er Michael Rohde Böwadt, der står i spidsen for at få flere investorer med ombord, som også kan vise sig at være fra udlandet:

Sound Hub Denmark har opnået international anerkendelse i lyd- og akustikmiljøet gennem sine accelerator- og inkubationsprogrammer. Udenlandske, såvel som danske internationale aktører, udviser allerede nu interesse for muligheden for at være medinvestor med venturekapital i særligt innovative startups inden for soundtech.’

Interessen fra udenlandske og danske internationale aktører understøtter ligeledes Michael Rohde Böwadts ambition om, at SoundInvest skal lancere endnu en venturefond:

Det er ambitionen, at SoundInvest inden for et par år etablerer endnu en venturefond, hvor der skal rejses op mod 120 mio. kr. til investering i soundtech startups. Potentialet for at rejse kapital i den størrelsesorden er i hvert fald til stede på baggrund af den interesse, som vi mærker fra internationale aktører.’


Forventning om markedskonformt afkast og vækst i Nordvestjylland

Færchfondens direktør Claus Omann Jensen forklarer, at det er forventningen, at SoundInvest både giver et finansielt afkast, og at satsningen ligeledes kommer Nordvestjylland til gode:

Vi er, baseret på erfaringerne med Sound Hub Denmarks inkubationsmiljø, overbeviste om, at SoundInvest kommer til at generere et markedskonformt afkast og kommer til at bidrage til øget vækst i Struer og resten af Nordvestjylland, bl.a. fordi startupperne kan se en idé i at etablere sig her for at forblive tæt på det internationale kraftcenter, som Sound Hub Denmark er inden for lyd og akustik’.

Lydens By imødeser de nye investeringsmuligheder

Struer Kommune, i forvejen kendt som ”Lydens By”, er ligeledes en væsentlig partner i Sound Hub Denmark. Stiftelsen af SoundInvest vækker derfor glæde hos fungerende borgmester Marianne Bredal (V):

Struer Kommune har gennem de sidste fem år været en væsentlig bidragsyder til driften af Sound Hub Denmark. Det har skabt vægt bag Lydens By, og det har skabt arbejdspladser og virksomhedsetableringer her i vores kommune. Struer Kommune glæder sig over, at satsningen nu også giver resultater i at endnu flere risikovillige penge finder vej til Lydens By med etableringen af SoundInvest, som forhåbentligt understøtter og udbygger at endnu flere iværksættere og startups vil etablere sig i vores kommune.’

Om SoundInvest A/S

SoundInvest A/S er stiftet af Vald. Birn Holding A/S og Færchfonden. Selskabet er et managementselskab, som skal drive venturefonden SoundInvest Fund I og samarbejde med Sound Hub Denmark A/S om bl.a. rekruttering af startups til SoundTech Accelerator Programmet. Venturefonden vil herefter investere i de startups, som udvælges. Målet er, at venturefonden skal rejse en kapital på 22 mio. kr. En ”first close” af SoundInvest Fund I er gennemført, således at venturefonden i løbet af efteråret kan gennemføre sine første investeringer, mens der fortsat ledes efter medinvestorer til en ”second close” af fonden. I SoundInvest A/S er det ambitionen, at der inden for tre år lanceres en yderligere venturefond, SoundInvest Fund II, med et trecifret millionbeløb i venturekapital. Bestyrelsen for SoundInvest A/S udgøres af Henrik Lundum (adm. direktør for NOVI A/S), samt Claus Omann Jensen (adm. direktør for Færchfonden) og Leif Jensen (adm. direktør for Vald. Birn Holding A/S). Michael Rohde Böwadt er ansat som direktør.

Om SoundTech Accelerator Program

SoundTech Accelerator Programmet er et 5 måneders vækstprogram, hvor udvalgte innovative startups, hvor lyd indgår som en del af løsningen eller problemstillingen, bliver understøttet i deres vækstrejse inden for såvel forretningsudvikling, marketsvalidering, kundegrupper, teknologi, produktudvikling, go-to market strategier, partnerskaber, investeringer mv. Disse talentfulde startups opnår gennem programmet ny viden, metoder, kompetenceløft og adgang til relevant netværk. Acceleratorprogrammet er den eneste af sin art i verden, og tiltrækker årligt et stort antal ansøgere. Programmet er ejet af Sound Hub Denmark, som også lægger hus til programmets fysiske camps. Programindhold er faciliteret i partnerskab med eksperter og ledende globale spiller fra den internationale lydindusti.

Om Sound Hub Denmark

Sound Hub Denmark er verdens første internationale teknologi- og innovationshub for lyd – et epicenter for lydvirksomheder. Sound Hub er et vækstmiljø; et innovativt kontorfælleskab og lydudviklingsmiljø med måle-, værksteds- og testfaciliteter i verdensklasse og med adgang til fagspecialister, mentorer og vidensinstitutioner samt en unik klynge af virksomheder med supplerende kompetencer. Et fokuseret arbejds- og innovationsmiljø for iværksættere, opstartsvirksomheder, freelancere samt etablerede lyd- og akustikvirksomheder; alle med en ambition om at blive verdensklasse indenfor deres felt. Partnerkredsen omfatter førende globale spillere indenfor den internationale audio industri såsom; Bang & Olufsen, Harman

Lifestyle, GN Audio (Jabra), Scan-Speak samt Aalborg Universitet og Danish Sound Cluster. Sound Hub Denmarks vision er at være verdens bedste sted at stifte og udvikle morgendagens innovative lydvirksomheder.

Læs mere om Sound Hub Denmark her og følg os på LinkedIn, Facebook, Twitter og Instagram.

Peter Petersen
spot_img
spot_img
spot_img