Aldi bygningen åbner som en Rema 1000 i juni

Byggeriet af Aldi butikken for få år siden. Foto: Eli Sørensen

Da Aldi valgte at lukke alle deres forretninger i Danmark blev bygningerne solgt. I Struer, som andre steder, var det Rema 1000 som købte Aldis bygning. Nu er det meldt ud hvornår forretningen åbner igen, nu som en Rema 1000.

Det er kun ganske få år siden at Aldi byggede og åbnede deres nye forretning på Holstebrovej 21-25. Det var d. 23 april 2021 at Aldi første gang slog dørene op til den nye butik.
Senere, i september 2023, gennemførte Rema 1000 købet af forretningen og grunden med den nye store parkeringsplads.

Siden da har Remas kunder ventet på at høre nyt. Hvornår ville forretningen mon åbne på den nye adresse. Svaret kender vi nu.

– Torsdag den 27. juni – naturligvis med det forbehold, der altid er. Men alt peger på, at det bliver den sidste torsdag i juni, vi åbner den nye butik, siger direktør for Rema Etablering A/S, Jan Poulsen til Dagbladet.

Derimod er der endnu ikke sat datoen på åbningen af den helt nye butik, som skal åbne på Safari-grunden længere mod syd på Holstebrovej.