Tålmodighed er nøglen for Dennis Ceylan

Struer Nyheder Dennis Ceylan

Det professionelle boksestævne i Struer Energi Park lørdag er kaldt Double Trouble. Der er nemlig to mesterskabskampe på programmet. Dels skal Dina Thorslund i ringen mod tyske Alesia Graf. Dels skal Dennis Ceylan ud i en revanchematch mod Jesus Sanches.

Den 29-årige fjervægter Dennis Ceylan fra Aarhus bokser revanchematch mod spanske Jesus Sanches, som han tabte til på KO i anden omgang ved stævnet i Struer i marts måned sidste år. Spanieren ramte Dennis Ceylan med et “lucky punch” efter at Ceylan havde lagt ud i et højt tempo. Kampen er en EU-titelkamp.

Ceylan tror på det

Dennis Ceylan tror ‘hundrede procent på’, at han kan komme tilbage og udfordre de bedste.

“Én ting er sikkert,” siger Ceylan. “Jeg går op og gør mit bedste, og mon ikke det er nok til at vinde på lørdag. De fleste vil få problemer med mig, hvis jeg bokser op til mit bedste.”

Da Ceylan og Sanchez mødtes 10. marts sidste år i Struer, blev Aarhus-bokseren knockoutet i anden omgang. Andet nederlag i træk for den tidligere olympiske bokser efter et TKO-nederlag i tiende omgang til briten Josh Warrington i en IBF VM eliminator.

Den tidligere europamester fik senest en pointsejr over Levani Tsiklauri 28. august, men revanchekampen mod Sanchez kan vise, om Ceylan er i stand til at komme tilbage på sporet af sin lovende karriere.

Tålmodighed

Dennis Ceylans træner, Frank Holm, kræver tålmodighed i kampen mod rivalen Jesus Sanchez på lørdag.

“Dennis skal vinde den kamp. Han er en meget bedre og mere begavet bokser,” siger Holm. “Han skal bokse på afstand, bruge sit lange jab. Han skal holde fokus og ikke forivre sig, være tålmodig. Han skal lokke ham frem og få ham til at åbne sig og lave fejl. Det er det, vi har arbejdet med.”

“Dennis har jo før trænet med Sanchez, hvor han nærmest legede med ham, hvor det var en ‘walk in the park’. Derfor tog han måske for let på det første gang, de mødtes. Og vi så, hvad der kan ske, hvis man ikke holder koncentrationen og ikke holder afstanden,” siger Holm, der har stor til tiltro til, at hans bokser klarer opgaven denne gang.

Billetter

Billetter til Double Trouble er tilgængelige online via www.ticketmaster.dk eller ved at ringe til 70 15 65 65.