20.000 børn får lokale skulpturer til at snakke

spot_img

Du er sikkert gået forbi den masser af gange – den lokale skulptur på torvet, i parken eller ved skolen. Der er mange abstrakte skulpturer, buster og statuer rundt i vores lokalsamfund. Men forholder vi os til dem? Og hvad kan de egentlig fortælle os? Et stort, nyt projekt vækker lokale skulpturer til live i børnehøjde i 75 landsbyer landet over. Det hele begynder i Hjerm i Struer Kommune 20. april.

Nu kommer projektet ”Snak med skulpturerne” med et spændende bud på, hvordan vi gør lokale kunst og kultur konkret, umiddelbar, nærværende og relevant. Lokale statuer, skulpturer og andre kunstværker i lokalsamfund over hele landet får med et ambitiøst projekt nyt liv gennem børns fantasi og historiefortælling. Startskuddet er i Hjerm i Struer Kommune.
I alt 20.000 børn fra 20 kommuner kommer over de næste år til helt bogstaveligt at snakke med deres lokale skulpturer og statuer.

Første skulptur, der vækkes til live, er 20. april ved Hjerm Skole. Struer Kommune var den første kommune til at gå ind i projektet, og borgmester Mads Jakobsen glæder sig:

– Det er vigtigt for børn såvel som voksne at slippe fantasien løs. Derfor er Snak med skulpturerne et spændende projekt. Det handler jo netop om at turde slippe fantasien løs og få øje på den kunst, vi har tæt på os i hverdagen Jeg glæder mig til at opleve, hvordan børnene vækker de forskellige skulpturer til live, og jeg vil opfordre alle interesserede til at træde ind i dette unikke kunstunivers og selv prøve at snakke med de lokale skulpturer, siger borgmester Mads Jakobsen.

Borgmesteren åbner Snak med skulpturerne ved Hjerm Skole kl 12.30 torsdag d. 20. april sammen med børnene fra skolens 4. klasse. Måske er borgmesteren endda så heldig, at han kan lokke Hjerm-skulpturen til en lille snak? Samme eftermiddag inviteres alle interesserede til at komme og snakke med Hjermskulpturen kl 16-17.

Udvikler fantasi og fællesskaber

På skolerne er der stor begejstring og forventninger til SNAK med skulpturerne, og lærerne ser frem til projektet;

– Snak med skulpturen projektet bliver en ny og anderledes måde at arbejde med kunst på, da børnene bliver selvskabende i deres egen fantasiverden, hvor ingenting er forkert. Der er ingen færdige og bestemte løsninger til arbejde med kunsten på denne måde.
I en dagligdag med mange visuelle medier mangler vi i fællesskab at stoppe op og skabe fælles historier. Her får de mulighed for at bruge deres egne visuelle skabte billeder ved af at kigge på kunst i deres nærmiljø, som de i det daglige ingen tilhørsforhold har til. De vil nu i fællesskab skabe historier om netop den kunst de går forbi hver dag. De vil nu se skulpturen i et andet lys, siger Lilian Mejdal Skov, der er lærer Hjerm Skole.

Tankerne bag Snak med Skulpturerne

Projektet er ikke bare en leg med kunst for børn. Det er også et forsøg på at sætte gang i en grundlæggende samtale om, hvordan vi ruster vores kulturliv til en mere krisefyldt fremtid?

Hovedarkitekten bag projektet, kulturiværksætteren Søren Mølstrøm er ikke i tvivl:

– Der er ikke de samme midler til kultur i fremtiden. Klimakrise og større global ustabilitet vil sætte vores kulturliv på prøve, og vi må forberede os på, det bliver mindre. Derfor er det tid til at kigge indad og i meget højere grad bruge al den kunst, vi allerede har. Skulpturerne på gadehjørnerne og malerierne på museumsvæggene kan komme til at betyde så meget mere for så mange flere, hvis vi slipper kunsten fri af det akademiske jerngreb, de bliver fastholdt i.

SNAK med Skulpturerne i 75 byer landet over

Bag projektet står foreningen ”Kunst ud til Folket”. Projektet er blevet til i samarbejde med 20 af landets kommuner, 3 regioner, 80 lokale folkeskoler og en række kulturinstitutioner. I alt deltager 20.000 børn fordelt på de 75 landdistriktsbyer på tværs af hele landet, som projektet besøger.

I Region Midtjylland er det i 8 af regionens kommuner på 35 folkeskoler og 11 kulturinstitutioner, at Foreningen Kunst ud til Folket afvikler SNAK med skulpturerne. 9000 børn, bosat i regionens landdistrikter kommer til at deltage i projektet.

I foråret 2023 besøger projektet disse byer i Struer Kommune, som er først i projektet:

Humlum: ”Humlumpigen” ved Rosengården, Hans Felthaus
Asp: ”Strudseskulpturen” ved Asp Torv, Hans Felthaus
Hvidbjerg: Skulpturen ved Midtpunktet, kunstner(?)
Hjerm: ”Hjermskulpturen” v. Hjerm skole, Frans Vester
Herfra fortsætter Snak med skulpturerne til Lemvig Kommune og derefter ud i resten af landet.

Projektets tre hovedaktiviteter

Initiativtagerne bag projektet oplyser, at SNAK med Skulpturerne afvikles over 3 dage i hver by og består af:

Gadeteater på dag 1, hvor vi – henover en hel dag – inddrager børnene i en fælles leg omkring skulpturen for at inspirere dem til at se den lokale kunst med fantasiens briller

Workshopforløb på dag 2, hvor børnene – i løbet af hele dagen – selv skal være skabende og lave deres egne fortællinger og fantasilege om skulpturerne.
Temadag/fordybelsesdag dag 3, hvor børnene arbejder videre med deres fortællinger sammen med en lokal kulturinstitution. Formålet er at skabe forbindelse og relevans mellem de lokale skulpturer og de lokale kulturinstitutioner. Via skulpturerne vil vi give børnene en tættere tilknytning til de øvrige muligheder indenfor kunst og kultur, som er i deres eget lokalområde.

SNAK med skulpturerne er støttet af
Spar Nord Fonden, Ole Kirk’s Fond, Lauritzen Fonden, Færchfonden, Statens Kunstfond, Region Midtjylland, Lemvig Kommune, Struer Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Ikast-Brande Kommune, Norddjurs Kommune, Syddjurs Kommune, Odder Kommune og Skanderborg Kommune.

Læs mere om projektet her: https://kunstudtilfolket.com/snak

Fakta om Kunst ud til Folket:

For os i Kunst ud til Folket er kunst først og fremmest et skide godt værktøj til at sætte gang i børns fantasi. Alle andre fokuserer rigtig meget på kunsthistorie og intellektuelle ismer, men vi gør noget andet: vi går all-in på børns fantasi, når de møder et kunstværk. Vi kæmper for at hive sådan noget som skulpturer, malerier og statuer helt ned på jorden, så alle kan være med. Engang sagde man lad os få kunst ud til folket og mente: lad os få en masse skulpturer ud i landet. I dag er landet så plastret til med kunst, men hvad hjælper det, hvis ikke vi bruger kunsten, når vi går forbi den? Jeg har arbejdet med alternativ kunstformidling i over 10 år og har endnu ikke mødt nogen, som ikke tror, det kræver en særlig viden og akademisk indsigt at opleve kunst. Den tendens er elefanten i rummet, som hverken politikere eller kulturfolk debatterer, hvordan vi bringe kunst ud til folket. Vi løser ikke problemet med billigere entré, fadøl eller endnu flere skulpturer på gader og stræder. Det er oppe i vores hoveder, der skal ske en ændring!

Om initiativtageren:
Søren Mølstrøm er historiefortæller, musiker og stifter / direktør i Kunst ud til Folket. Han har altid været optaget af at digte historier om det, han kan se … ud af togvinduet, i skulpturerne og i malerierne! Vi kigger for meget ned i vores skærm, ser for meget tv, og der er brug for, at vi viser vores børn, at der findes en virkelig verden uden for skærmen.

Hvad det giver børn iflg. Søren Mølstrøm:

Der er meget snak om børns trivsel. I Kunst ud til Folket tror vi på, at børns fantasi og leg er vigtig for deres trivsel. Den fysiske leg er der masser af, men hvad med den mentale leg? Opfindsomhed, fortællelyst. Når vi er rundt i landet og skabe fantasilege til skulpturer med vores maskine, der får skulpturer til at tale, inspirerer vi børn til at skabe eventyr og sjove historier ud af de simple ting, som man kan finde, når man bare går rundt i byen. Tit kommer forældre og lærere hen til mig bagefter fuldstændig overrasket over, at børnene levede sig ind i en snak med en ubevægelig skulptur, Ingen animationer, ingen åndssvage reenactments … blot ren og skær fantasi! Børn kan stadig, hvis vi giver dem lov! De har en forestillingsevne ud over det sædvanlige. Men allerede når de nærmer sig 5. klasse forsvinder den evne stille og roligt: den bliver ædt op af teenagerkulturen som sætter ind alt for tidligt, ALT for tidligt. Fra 5. klasse er de mere optaget af, hvordan andre kigger på dem end at forsvinde ind i legen. Og det er netop essensen i det at lege: at man ikke er bevidst om, hvordan folk kigger på en! Vi kæmper for at børn skal være børn i så lang tid som muligt, og de skulpturer som børnene møder i det daglige er oplagte at starte ved, hvis vi vil give børnene et dagligt fantasi-input. De går jo forbi skulpturerne hver dag på vej til skole eller fodbold! Og det gør de også i landets landdistrikterne. Der er masser af skulpturkunst på gader og stræder i landets mindre byer. Vi har kastet vores kærlighed over de områder, fordi de børn der bor der ikke har de samme kulturelle udfoldelsesmuligheder som børnene i de større byer.

spot_img
spot_img
spot_img