Home Nyheder Struer satser stort på international lydkunst

Struer satser stort på international lydkunst

0
Struer satser stort på international lydkunst
Struer Tracks lyttelounge, foto, Jesper Lundager

På fredag skruer Struer Lydens By op for nummer 2 i rækken af biennaler for lydkunst. Struer Tracks er en kulturel satsning uden sidestykke i den lille vestjyske kommune. Over to uger byder festivalen på udstillinger og events på internationalt niveau. Bang & Olufsen har spillet en aktiv rolle i tilblivelsen af flere værker.

Når Struer Tracks åbnes officielt på fredag den 23. august, sker det med afsløringen af et stort værk på Struer Havn, Amplified Views. Kunstneren bag hedder Ursula Nistrup, men den store aluminiumsskærm er udviklet og bygget på Bang & Olufsens aluminiumsfabrik i byen. Tæt på skulpturen knejser havnens store, nedlagte DLG-silo med en enorm parabol på toppen. Den indgår i værket ”The Receiver”, som fylder den 45 meter høje silo med lydimpulser fra verdensrummet. Kunstneren hedder Christian Skjødt, men teknikken, som gør det hele muligt, er bygget af specialister fra Bang & Olufsen.

– Vi har været superambitiøse og har bedt vores kurator Christian Skovbjerg Jensen om at række ud i verden og invitere kunstnere fra hele verden til Struer, men samtidig har det været vigtig for os at samle områdets stærke lydmæssige kompetencer omkring festivallen, siger festivalleder Jacob Kreutzfeldt.

12 kunstnere er blevet inviteret til at opbygge værker, der forholder sig til, hvad der er vigtigt at lytte til lige nu. Det har resulteret i en mangfoldig pallette af værker med lyd, som bærende element. Under Struer Tracks kommer publikum til at lytte til uddøende arter, solens elektromagnetiske stråling, sværme af bestøvende insekter, en by i Rusland, lyden af overvågning, en samling klokker sat ud af sin oprindelige funktion, aggressive robotter, som taler til os gennem stålvægge, lydene af togvogne og meddelelser på fremmede perroner, historier om interessante gæster i Struer, 36 måder at se bjerget Fuji i Japan på, et orkester af larmende bilhorn og en ukendt sky, som er på vej mod Struer.

Det er sjældent, at man kan opleve en festival for en nichekunstart, som lydkunst må siges at være, så langt uden for Europas storbyer, men det er et bevidst valg i Struer Kommune at satse på netop lyd i alle dens facetter.
– Vi har en klar mission om at skille os ud fra mængden, siger Struer

Kommunes borgmester, Niels Viggo Lynghøj. – Struers stærke forhold til lyd og de mange kompetencer vi har i området takket være vores lokale lydindustri, er der ingen der kan kopiere, siger han og sender en stor hilsen til Bang & Olufsen, kunstnerne og de mange frivillige, som har været med til at gøre festivalen til virkelighed.

Struer Tracks åbner officielt fredag klokken 14.30 med BRAGET, som er en offentlig event foran rådhuset. Her har byens borgere, børn og voksne forberedt sig med hjemmebyggede instrumenter og apparater og vil sammen frembringe så meget støj de kan på 3 minutter.

Torsdag klokken 13.00 har pressen mulighed for at deltage i guidet rundtur til værkerne, som ligger på forskellige lokationer i byen.

For mere info: www.struertracks.dk

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here