Om 15 dage går det løs i Forum Horsens.

Struer Nyheder Dina Thorslund
Foto: PressefotoDanmark.dk

Dina Thorslund sætter sit VM bælte i WBO regi på spil mod australske April Adams. For Struer-boere, der ønsker at overvære kampen og bakke Dina op, kører der gratis busser til Horsens.

“Kan vi snakke mens jeg sjipper.”
Ja det var ikke mig, der sagde det. Det var Dina Thorslund, da Struer Nyheder fik lov at overvære en træningssession i Struer Fitness i Bredgade.
Og tro mig, der blev gået til sagen. Den træning, der går både på styrke og kondition, kunne slå en voksen mand til lirekasseman..
Så mens interviewet kører, lyder svis, svis, svis fra sjippetovet mod gulvet.

Sidste gang Dina Thorslund var i ringen var i Struer Energi Park mod Elesia Graff, hvor hun vandt en overbevisende pointsejr.
I forbindelse med den kamp, havde Dina gang i to ting ved siden af, en eksamen som fysioterapeut og en renovering af sit hus.
Uddannelsen kom i hus, men hvordan går det med renoveringen:
“Det går fint. Jeg har fået et køkken og et bad, der er kommet et værelse til Adrian (Dinas søn), så det fungerer,”siger Dina. “Så det, der mangler er ikke noget, der haster. Det giver ro.”

Hvor tit træner du sådan her?

“Jeg træner 6 gange om ugen. Ikke præcis den her slags træning. Det er meget forskelligt, men i hvert fald to gange om ugen.”

Det ser ekstremt hårdt ud. Du ser stærk ud og ligner én, der er i form.

“Det er det nok også, og jeg er i form. Det føles sådan. Og tak for rosen, det er jeg ikke vant til” Med et smil.

Din træner Thomas, har før sagt at du kan være lidt doven.Der er ikke meget dovenskab over det, vi har set.

“Jeg tror, at det kommer af, at der kommet mere ro på. Jeg har et arbejde nu, hvor jeg arbejder 15 timer om ugen (Børnehuset Nova – red.). Det er en god arbejdsplads, der forstår, hvad det her kræver. Det giver meget mere overskud og glæde på en anden måde.”

Foto: PressefotoDanmark.dk

Hvad går det egentlig igennem hoved på dig, mens du træner så længe og så hårdt?

“Det er den sidste slutspurt, jeg sætter ind nu, så alle kræfter skal bruges. Den sidste uge op til kampen skal jeg slappe af, så det er virkelig det sidste, jeg kan få med nu. Så jeg tænker på, at det er nu, der skal brændes igennem, så jeg er max. forberedt”

Et eller andet må der jo gå noget igennem hovedet på dig under trænigen.
(Der lyttes til musik, der ser ud til at passe til intensiteten i træningen)

“I starten af sådan et træningsforløb op til en kamp, er det ikke kampen, jeg tænker på. Men til sidst begynder jeg at tænke på kampen. Okay, det er 8. omgang, jeg er ved at være træt. Det er nu, jeg skalhave lidt mere til de sidste par omgange. Jeg begynder at forestille mig scenarier, og synes så, at jeg kan motivere mig mere op til kampen på den måde.”

Du ser stærk ud. Har du givet den en ekstra skalle?

“Det følerjeg, at jeg har. Jeg har i hvert fald haft tid og energi til at brænde mere igennem. Mængdemæssigt har det stort set været det samme, måske en lidt mere. Men jeg har bedre kunne holde fokus, og have mere motivation og lyst til det også. Og så træner jeg bare på en helt anden måde, når lysten også er der.”

Der er gratis busser til Horsens?

” Det er Sauerland, der har fundet på det. (Team Sauerland er Dinas promotor – red.). Og jeg synes virkelig at det er en rigtig god idé.

Det kan jo blive en væsentlig støtte, når du kommer til Horsens. Der er busser nok, så det er bare et spørgsmål om der er folk nok.

“Ja, det er så, hvor mange der kommer. Jeg ved godt, at Forum Horsens ikke bliver fyldt op med rene struer-boere. Men om der så kun er 50, der tager afsted, så er det megafedt, at de gider at bakke mig op på den måde. Det føles godt i hjertet.”

Hvad betyder det for dig at skulle bokse på en slags udebane?

“Som professionel udøver, er man i gamet, uanset hvor det er. Men det er da rart at bokse på hjemmebane, hvor jeg har mine venner og min familie. Men jeg tænker, at det bliver en god oplevelse i Horsens. Jeg er klar, uanset hvor det er. Men det giver nogle ekstra procenter, når det er på hjemmebane. Og jeg håber på godt med struer-boere i hallen.”

Hvad har du tænkt dig at gøre ved hende australieren?

“Slå hende hårdt (Dina griner). Jeg har det altid sådan, at jeg skal hende an i første omgang, se hvad hun er for én. Men jeg tænker at hun kommer brasende og bruge sin fysik. Det skal hun være delkommen til. I min overbevisning, så har jeg en bedre fysik end hun har.
Og så har jeg en god erfaring ed at gå alle omgangene på det her niveau. Jeg kender min krop og min forberedelse. Så jeg begynder at føle, at alting klapper bedre nu.”

“Så hun skal sendes hjem, gul og blå, som var hun en svensk turist”

Og under hele snakken lyder der svis, svis, svis fra sjippetovet.

Billetter og gratis bus

Busserne, der er Venøbusser, kører fra Struer, sandsynligvis fra Struer Energi Park forlyder det kl. 16.30 lørdag den 22. juni og returnerer efter VM-titelforsvaret cirka kl. 23.30. Et sæde på en bus skal bestilles på forhånd, og passagererne skal allerede have købt en billet VM-arrangementet i Forum Horsens.

Tilmeld dig gratis til busturen til ‘Thunder From Down Under’: Dina Thorslund vs April Adams via dette link: http://po.st/StruerBusbillet

Efter tilmelding vil du modtage en bekræftelses-email med yderligere oplysninger, herunder detaljer om afhentningsstedet i Struer.

Billetter til ‘Thunder From Down Under’: Dina Thorslund vs April Adams, WBO Female World Super Bantamweight Championship fås online på www.ticketmaster.dk eller ved at ringe til (+45) 70 15 65 65.