Nadja Munkholm til landsholdstræning

Struer Nyheder Nadja Munkholm
12 årige, talentfulde Nadja Munkholm har travlt med sin boksning.

Struer Amatør Bokseklubs talentfulde pigebokser, 12 årige Nadja Munkholm, er en travl pige.
Sidste weekend var hun til sin første landsholdstræning hos Dansk Amatør Bokse Union, sammen med andre pige- og kvindeboksere. Og i den her weekend skal hun, sammen med med Lucas Olesen og Dion Buskjær til Sverige og bokse i Øresundscuppen. 

Nadjas træner og far, Kim Munkholm, var med på turen og fortæller, at det var noget nyt for hende at være til landsholdstræning:
“Men det gik fint, selvom det ikke er noget hun er vant til,” siger han.

Struer Nyheder Pigebokserne fra landsholdstræningen
Pigebokserne fra landsholdstræningen

Kim Munkholm fortæller, at bokserne først havde nogle par-øvelser, hvor der bl. a. blev øvet teknik. Bagefter var der teknisk sparring. Og pigerne fik også forklaret, hvad landsholdet går ud på, hvad man specielt har fokus på.

“Træningen gik rigtig godt for Nadja. Vi skal afsted  til landsholdstræning igen først i oktober,” siger hendes træner og far Kim Munkholm.

Øresundscuppen

“Vi har tre, der skal bokse i Sverige, Lucas Olesen, Dion Buskjær og så Nadja,” siger Kim Munkholm, der håber på at Nadja får to kampe. Hvis man vinder den første kamp, går man videre til den næste.

“Nadja skal møde en svensker og vinder hun, skal hun sikkert møde en dansk pigebokser,” fortæller Kim Munkholm. “Danskeren vejer lidt mere end Nadja og er højere, men vi er pænt ligeglade. Vi siger pænt ja tak, hvis der er mulighed for det.”

“Det gælder om for Nadja at få nogle kampe og få noget erfaring, så der er ikke andet for end at prøve,” mener Kim Munkholm.