Lydpriser overrakt ved Danish Sound Day

Første modtager af Magnavox-prisen blev Anders Matthesen

Borgmester Niels Viggo Lynghøj overrakte i går to lydpriser ved Danish Sound Day, lydbranchens årlige konference. Dansk Lydpris blev uddelt for femte gang, mens en ny pris – Magnavox – blev uddelt for første gang.

Danish Sound Day har i går været afholdt på Aalborg Universitets campus i København, hvor den samlede lydbranche er blevet inspireret med en blanding af netværk, oplæg, talentkonkurrencer og taler – og sidst på dagen den årlige hædring af branchen med Dansk Lydpris, som Danish Sound Network uddeler i samarbejde med Struer Lydens By.

Prisen er blevet uddelt fire gange før til de fremmeste repræsentanter for Lyddanmark, men fremover skal den dele scenen med en anden pris. Fra i år bliver den således suppleret af Magnavox-prisen, som gives til en person, der overfor den brede befolkning står som repræsentant for den gode lyd – en lydambassadør.

Verdensklasselaboratorium for høreapparatlyd

Dansk Lydpris gik i år til professor på Danmarks Teknisk Universitet (DTU), Torsten Dau, som startede forskerkarrieren i hjemlandet Tyskland og flyttede til Danmark og DTU i 2003. Her begyndte han, i tæt samarbejde med de danske høreapparatproducenter, at opbygge det, der i løbet af de 16 år er blevet et verdensklasselaboratorium for forskning og udvikling i de små apparater med den vigtige lyd. Et arbejde, som har medvirket til, at den danske høreapparatindustri bidrager betydeligt til dansk lyds globale førerposition.
”Det er en stor ære at få denne fine pris. Det er en fantastisk anerkendelse,” sagde Torsten Dau, da han modtog prisen.

Dansk Lydpris gik til Torsten Dau

Stor stemme og kompromisløs lyd

Første modtager af Magnavox-prisen blev Anders Matthesen – også kendt som Anden – som dermed bliver Danmarks første lydambassadør. Prisen er opkaldt efter den første kommercielle højttaler i verdenshistorien, som hed Magnavox – ”Den Store Stemme” – og blev opfundet af danskeren Peter Laurids Jensen.
I talen til Anders Matthesen før overrækkelsen af prisen lagde borgmester Niels Viggo Lynghøj netop vægt på modtagerens store stemme i den danske offentlighed og hans kompromisløse tilgang til den gode lyd i hele sit kunstneriske virke.

Anders Matthesen takkede for prisen og var glad for anerkendelsen af en hidtil usynlig del af hans arbejde:
”Lyd har betydet rigtig meget i mit arbejde altid og jeg er faktisk ret lettet over, at der endelig er nogen, der har lagt mærke til det,” sagde han.

Fakta
Dansk Lydpris gik i 2015 til Hi-Fi-Klubbens stifter Peter Lyngdorf, i 2016 til både akustiker Jan Voetmann og netværksstifter Flemming Madsen, i 2017 til hjerneforsker og musiker Peter Vuust, i 2018 posthumt til professor Jan Larsen og altså i 2019 til professor Torsten Dau.

Hvor Dansk Lydpris er branchens pris til en repræsentant for Lyddanmark, der er med til at skubbe opfattelsen af hvad lyd er og kan, skal Magnavox-prisen fremover gives til en lydambassadør, som repræsenterer den gode lyd i den brede offentlighed.