Lydens By udgiver magasinet Frekvens

I disse dage rammer Lydens Bys magasin ’Frekvens’ Struer igen for anden gang. Frekvens er et godt, gammeldags og lækkert magasin, som supplerer Lydens Bys store online-indsats. Men her kan man få bladet mellem hænderne og sidde hjemme i sofaen og nyde de gode billeder og historier om interessante mennesker i Struer-området. Målet er at fortælle de gode historier og gøre Struerboerne stolte af deres egn.

I dette nummer kan man læse om racerkøreren Mikkel O. og lokalområdets betydning for ham og der bliver fortalt om lydfestivallen ’Struer Tracks’, der snart indtager byen – og så kan man møde den lokale præst, et globalt iværksætterpar, en paraglider på Toftum Bjerge – og mange flere.

’Frekvens’ udgives af Lydens By og produceres af et lokalt team. Ideen til magasinet kom fra Jeanette Lund Kommunikation, der er flyttet til Struer for under et år siden, i et stærkt samarbejde med Søren Villadsen fra Reklame-Avisen, der er annoncesælger. Det er de lokale fotografer Mads Krabbe fra Lemvig og Anders Trærup fra Struer, som har taget billederne og Lars Nielsen fra Kommuniklame i Struer står for den grafiske opsætning.

Magasinet udkommer i 5.000 eksemplarer og er gratis, fordi en masse lokale virksomheder har hjulpet på vej med annoncer. Indtil videre udkommer det to gange om året og man finder magasinet ikke mindre end 88 steder i hele kommunen – både i Struer og i landsbyerne omkring.