Humlum Dagtilbud. Foto: Palle Lykke Ravn

Dagtilbuddet og fritidsordning får en konstitueret leder fra Thyholm Dagtilbud, indtil der bliver rekrutteret en ny leder til posten.

Struer Kommune skal finde en ny leder til at afløse Else Marie Skaarup, som har valgt at fratræde sin stilling som leder for Humlum Dagtilbud og SFO.
Indtil Else Marie Skaarups afløser er på plads, overtager Grethe Slyk fra Thyholm Dagtilbud den daglige ledelse i Humlum som konstitueret dagtilbudsleder.

Jeannette Enevoldsen, centerchef for Skoler og Dagtilbud i Struer Kommune, siger om fratrædelsen i et brev til forældrene i Humlum Dagtilbud:
”Vi vil gerne takke Else Marie for det gode samarbejde og hendes 24 år som ansat i Struer Kommune, og vi ønsker hende held og lykke fremover”.
Hun siger om Grethe Slyk som konstitueret leder:
”Grethe har stor ledelsesmæssig erfaring, hvilket har været en prioritering, således der er sikkerhed i den daglige drift i Humlum Dagtilbud.”

Processen med at rekruttere en ny leder for dagtilbuddet i Humlum går nu i gang i dialog med medarbejdere og bestyrelse.

/pressemeddelelse