I Struer kan pensionister køre i bus for 1 kr om dagen.

Struer Kommune tilbyder buspriser til ældre, der må gøre pensionister i hovedstaden grønne af misundelse.

Mens ældre borgere i hovedstadsområdet frygter mærkbare prisstigninger, når pensionistrabatterne på Sjælland skal laves om, så er en række midtjyske kommuner de senere år gået den stik modsatte vej, skriver Jyllandsposten.

I Struer kan pensionister og førtidspensionister køre i bus hele året rundt, for hvad der svarer til 1 kr. om dagen. Her koster et pensionistkort med fri bus 365 kr. for et år. Det samme er tilfældet i Holstebro og Horsens.

Da Midttrafik udfasede deres pap-periodekort i 2018, ville det også have betydet en prisstigning for pensionisterne, men Struer Kommune besluttede at indføre et særligt kort til pensionister.

Debatten raser i øjeblikket i hovedstadsområdet, hvor det det såkaldte Mimrekort skulle udfaset. Der var lagt op til, at omkring 60.000 pensionister fra juni skulle betale mere for at rejse med kollektiv trafik, når pensionistkortet skulle afskaffes til fordel for et nyt takstsystem på Sjælland. For nogle pensionister kunne det betyde en prisstigning på op til 400%. Det har givet så kraftige reaktioner at Movia nu vil udskyde indførelsen og er “åbne for at justere i modellen”.

Køb kortet i Infocentret
Vil du køre med buskort for pensionister i Struer Kommune, så kan kortet købes i Infocenter Struer til 365 kr. og har en gyldighed på ét år fra købsdato.

Pensionister, som ønsker at købe et sådant kort, skal komme i Infocenterets åbningstid og medbringe et sundhedskort og eventuelt et pasfoto, hvis ikke man tidligere har haft et pendlerkort. Vi kan også hjælpe med et pasfoto, hvis der er behov for det – det koster 100 kr. Denne service er også kun tilgængelig i åbningstiden.

Både folkepensionister og førtidspensionister kan benytte sig af dette fordelagtige tilbud.
Førtidspensionist skal også medbringe dokumentation i form af gyldig pensionsmeddelelse, der er maksimalt ét år gammel.