Hvem kan? Madsen, Møller og From kan!

Struer Nyheder Johnny Madsen Midtpunktet Thyholm

“En torsdag aften på Thyholm kan ikke tage fejl.” Det var Johnny Madsens afsluttende ord ved koncerten i Midtpunktet torsdag aften.

Og det var så sandt, så sandt.
Med Madsens sædvanlige lune og morsomme kommentarer og hans musik spillet af trioen Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From fik publikum i det udsolgte Midtpunktet Thyholm en aften med den vare, de kom for.

Trio i topform

Med Johnny Madsens rå og hæse stemme, Knud Møllers sublime guitarspil og Henrik Froms sikre og opbakkende trommer sidder musikken, der bestod af Johnny Madsens kendte og mere ukendte kompositioner, lige i skabet.
Knud Møllers fantastiske guitarspil klæder Johnny Madsens sange på en enestående måde og giver melodierne et unikt løft, Det kan høres, at Møller er en af Danmarks bedste guitarister.

Og Johnny Madsen krydrede selvfølgelig aftenen med sine morsomme fortællinger mellem numrene. Hvad med denne her: “Jeg forstår mig ikke på kvinder…… Jeg kom engang sammen med én, og hvis jeg lavede en fodfejl, så talte vi ikke sammen i 14 dage. Og jeg skulle ikke afbryde hende.”‘

Publikum reagerede

Med klap i takt til musikken og masser af applaus efter de enkelte numre var publikum med på oplevelsen. Den stående klappende afsked med trioen sagde alt om publikums tilfredshed.

Det var tredje gang Madsen, Møller og From besøgte Midtpunktet Thyholm, og der var ingen tvivl om, at publikum fik indfriet deres forventninger.

Billeterne til Johnny Madsens genbesøg i Hvidbjerg blev da også revet væk på et par timer, da de blev sat til salg.

En dejlig aften med en hyggelig og tilbagelænet musikalsk oplevelse.